Luk

10 hurtige: Hurtige Kjær stjal Ronaldo-trøjen

| 3F Superliga | 3 kommentarer

Infoboks

Lyngby - OB
Superligaen Grundspil (23/10)
Bet25 3,90 3,95 1,89
Oddset 4,00 3,70 1,90
bet365 3,75 3,75 1,90

Uffe Bech understreger, at rosen af Brøndby-fans ikke bare er varm luft, fortæller om en hurtig landsholdskaptajn, Hebos far og en til tider irriterende presse.

bold.dk har brugt corona-pausen på at tale med en lang række fodboldpersonligheder i formatet, som vi kalder 10 hurtige, og selvom den danske 3F Superliga er i fuld gang igen, kører formatet ufortrødent videre.

I 10 hurtige bliver forskellige spillere, trænere eller deslige stillet ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

Uffe Bech spiller i dag i den græske storklub Panathinaikos, men har også en fortid i tre danske klubber, som alle betyder meget for ham.

Han fortæller om ros til Brøndby-fans, som ikke bare er varm luft, om en forgæves jagt på Cristiano Ronaldos trøje, en sensationshungrende dansk presse og meget mere. 

Du er Lyngby-mand, slog igennem i FCN og faldt godt til i Brøndby. Hvilken klub er 'din'?

- Det er de allesammen. Jeg fik min fodboldopdragelse i Lyngby, hvor vi havde et stærkt ungdomshold, der blandt andet vandt DM, og det var også specielt for mig at begynde at spille Superliga som 17-årig. 

- I FCN havde jeg en fantastisk tid, hvor jeg rykkede mig meget fodboldmæssigt, kom på landsholdet og røg til udlandet. Det var den perfekte klub for min udvikling. 

- Jeg nød også virkelig at være i Brøndby, for selvom det var en forholdsvis kort lejeperiode, følte jeg mig hurtigt hjemme på holdet og i klubben. Jeg kender stadig dejlige mennesker i alle tre klubber, og mange af spillerne ses jeg stadig med privat.

Er det et forsøg på billige point, når man udtaler sig positivt om Brøndbys fans, eller er de virkelig så gode?

- Det var et af de nemmere spørgsmål. 

- Jeg tror, de fleste Superligaspillere har haft nogle 'wow'-oplevelser, når de har spillet mod Brøndby. Det havde jeg i hvert fald selv dengang, jeg spillede i Lyngby og FCN. Brøndbys fans kan bare skabe en helt vanvittig stemning. 

- Til sammenligning spillede vi i Hannover mange gange hjemme for et fyldt stadion med 49.000 tilskuere, men volumen-mæssigt kan de slet ikke følge med, når Sydsiden og co. giver den gas. 

- Den fornemmelse bliver kun forstærket, når man selv er i klubben, og jeg tror, du vil have svært ved at finde tidligere Brøndby-spillere, der ikke har det på samme måde. Ånden og fankulturen i Brøndby er bare noget helt specielt.

Hvad er den fedeste trøje, du har byttet dig til efter en kamp?

- Jeg har faktisk ikke én eneste gang i min karriere spurgt efter en trøje fra en modstander. Jeg ved ikke, om det er stolthed, eller hvad det er, men jeg synes måske, der er noget underdanigt over det. Jeg har kun trøjer fra spillere, der er kommet og har spurgt om min. 

- Jeg kan dog huske, at jeg efter en landskamp i Parken havde planer om at lægge min stolthed til side for at få byttet trøje med Cristiano Ronaldo, men der fik Simon Kjær lige sat den i fjerde gear nede fra midterforsvaret af og fik tilranet sig den før mig. 

- Han endte i øvrigt med at skulle høre for det fra diverse medier, fordi vi havde tabt kval-kampen i sidste sekund, og tv havde fanget seancen.

Er du nogensinde blevet starstruck?

- Ja, er du sindssyg mand. 

- Da jeg var som otte-årig var i Sommerland Sjælland spottede jeg selveste Søren Poppe fra Rollo og King. Jeg vadede midt ud i børnepoolen for at få en autograf. 

- Derudover var jeg engang så heldig at løbe ind i Pyrus to dage i træk. Først på Fisketorvet og så på Molslinjen. Hvor heldig har man lige lov at være.

At tale med journalister, for eksempel at svare på ti spørgsmål, er den værste del ved at være professionel fodboldspiller?

- Slet ikke. Når man skal svare på 10 spørgsmål på skrift - eller på live tv for den sags skyld - er det begrænset, hvor meget I kan fucke op. 

- Generelt har jeg intet imod interviews og den slags. Det stiller jeg gerne op til. Det værste i forhold til medier er sensationsjournalistik og de lodrette løgne, der dukker op overalt i forbindelse med sportsstjerner. Ih Guder, hvor kan det gøre mig rasende. 

- Det er folks ry og karrierer, der bliver leget med. Jeg har selv været gennem den mølle et par gange, hvor jeg bare har siddet tilbage og tænkt 'what?'. Overskrifter og historier kan opstå ud af ingenting. 

- Vi mennesker er jo indrettet sådan, at vi som udgangspunkt tror på det, der bliver bragt som 'nyheder'. Sådan var jeg også selv, inden jeg blev professionel. Nu har jeg dog helt andre kritiske briller på, hver gang jeg læser de 'vilde' historier. 

- Det er så nemt at læne sig tilbage i sofaen og dømme folk for et eller andet, man har læst i medierne. Men alt bliver fordrejet, og folk kender så sjældent sandheden. Nutildags tror jeg, det er svært at finde fodboldspillere, der ikke på et eller andet tidspunkt har været offer for sensationsjournalistik eller lodrette løgne.

Læser du nogle danske medier?

- Grundet min nyfundne interesse for finansverdenen og investering læser jeg børsen hver dag, så Lasse Vibe kan godt gøre plads til en lille chef på naboskrivebordet i sit nye firma om syv-otte år. Det er jo ikke så svært. Hele formuen i bitcoin og så derudaf! 

- Derudover bruger jeg feltet.dk og bold.dk til at holde mig opdateret på cykling og fodbold. De to sider er jeg inde på hver dag. 

- Cykling går jeg sindssygt meget op i, og jeg ser det vel i virkeligheden mere end fodbold. Det startede med Touren, da jeg var syv år gammel, men de sidste fire-fem år har jeg set løb hele året. En gang i mellem får BT også chancen, men overskrifterne derinde er desværre løbet løbsk for lang tid siden. 

- Og så kan det være, det lyder søgt for en artikel på dette site, men min kæreste plejer at drille mig med, at hvis min hjerne lige klikker fra, så taster mine fingre automatisk bold.dk ind.

Hvilket stadion er det fedeste, du har spillet på?

- Det er uden tvivl Signal Iduna Park. Der er plads til 81.000, og der er udsolgt til HVER kamp hele året, når der altså ikke lige er corona. I Tyskland er der altid mange fans på stadion, men i Dortmund stikker det af. Det er verdens højeste tilskuersnit. 

- Når man ankommer til stadion halvanden time før kamp og går ud for at se banen an, er den gule mur næsten allerede fyldt. Det er voldsomt. 

- Normalt er tribuner på større stadions inddelt i afsnit, men når man står nede på banen og kigger op, ligner det seriøst, at den gule mur bare fortsætter lige op i himlen. Det er så fedt at spille der.

Hvem er dine bedste venner i branchen?

- Jeg er ret social, og jeg har været heldig at møde mange fantastiske mennesker de forskellige steder, jeg har været. 

- Der er mange drenge helt tilbage fra Lyngby-tiden af, som efterhånden har været tætte venner gennem mange år. Det er folk som Frederik Helstrup, Yussuf Poulsen, Christian Nørgaard, Jeppe Tverskov og Ryan Johnson Laursen, mens jeg også stadig er tæt med Nicklas Marloth og Patrick Timo, som nu er stoppet.

- Fra både FCN- og senest Brøndby-tiden er der også mange, jeg i dag anser som gode venner, og som jeg stadig ses med privat. 

- Det samme gør sig gældende fra u-landsholdene, hvor jeg for eksempel ved, Emil Berggreen ville lave en scene, hvis ikke han bliver nævnt. Hermed undgået.

Hvad er det fedeste sted, du har været i verden, og hvor vil du gerne hen en dag?

- Det må være nogle af de små øer i Thailand, der er mindre berørt af turisme. Fantastisk natur. Grand Canyon i Arizona er også vanvittig flot. 

- Generelt har jeg en kæmpe eventyrlyst, og jeg elsker at rejse, så jeg skal da se det hele. Rub og stub af verden, når jeg en eller anden dag får tid.

Hvem var dit fodboldidol, da du var yngre?

- Lige fra jeg kunne kravle, har jeg været stor fan af Mathias Hebos far, Hvidovre-legenden Kim Rasmussen / 'Kina-Kim' / 'Kim Ras, Gud på græs'. På regnfulde dage smækker jeg stadig gerne et vhs-bånd op med højdepunkter fra hans fem kampe i Kina. Sort-hvid self. Det er stærk tobak. 

- Da Ronaldinho sprang frem, var jeg også kæmpe fan af ham. Og så kan jeg tydeligt huske, at jeg sad og så Messis debut i Barcelona, efter jeg havde læst om ham i Goal. 

- De havde skrevet om ham, fordi han havde vundet OL med Argentina og vist været rimelig hjernedød. Så jeg tænkte 'Ham vil jeg holde øje med'. Det har så vist sig at være svært at gøre andet.

Støt Lyngby Boldklub - forudbestil din 100-års jubilæumstrøje


Af Mikkel Nøhr
Fredag 23. oktober
Torsdag 22. oktober