10 hurtige: Jeg kunne jo ikke juble imod AGF

bold.dk er klar med en ny udgave af '10 hurtige', hvor spillere, trænere og andre fodboldpersonligheder får ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

Denne gang har vi talt med den tidligere midtbaneslider Kasper Povlsen, som tog turen fra ungdomsspiller i AGF til at spille knap 200 officielle kampe for klubben.

Povlsen rykkede ned og op med AGF to gange, besejrede senere AGF med ambivalente følelser, inden han måtte stoppe karrieren alt for tidligt grundet en drilsk skade.

Den i dag 31-årige Povlsen taler om pres i AGF og taknemmelighed fra klubbens fans, hvis man giver alt for klubben. 

Du kom til AGF som 13-årig. Hvad betyder klubben for dig i dag?

- AGF betyder rigtig meget for mig og er selvfølgelig min klub, selvom jeg også har været andre steder. Det var i AGF, jeg var i længst tid, og det var her, jeg lærte at blive professionel.

- Det er ingen hemmelighed, at der var en del nedture i min tid i AGF, men det ændrer ikke på, at jeg husker min tid i klubben som fantastisk. Jeg er både stolt over og glad for at have spillet i klubben i så mange år.

- Det var både svært og turbulent undervejs, og især nedrykningerne var jo hårde, og der var også nogle, der valgte at forlade klubben, da vi røg ned i 1. division.

- Jeg havde det sådan, at når man som spiller havde været med til at lave noget lort, så skyldte man sin klub at rette op på det igen, og det føler jeg også, at jeg var med til, for jeg var efterfølgende en del af to direkte oprykninger.

- Man rykker tættere sammen, når der er nedture, og det skabte et utroligt godt sammenhold på holdet, når vi rykkede ned. Det kan lyde mærkeligt, men jeg har virkelig mange gode minder fra de svære tider.

- Jeg føler, jeg nåede at få meget ud af min karriere. Jeg nåede flere år som professionel fodboldspiller og levede dermed af det, jeg elskede at lave, endda i så stor en klub som AGF. Det er jeg meget privilegeret over.

Hvem var dit idol, da du var lille, og hvem så du op til, da du blev en del af AGF’s førstehold?

- Skal jeg vælge et rigtigt idol, var det Thomas Gravesen, da han var i Everton. Også selvom han ikke spillede i AGF, siger Povlsen med et grin.

- Han spillede jo den plads, jeg også selv spillede, og jeg kunne bare godt lide hans attitude, måde at være på og måde at spille fodbold på. Jeg tror, det er meget naturligt, at man godt kan lide spillere, som har karakterer, der minder om en selv, og Gravesen var en ærlig og kompromisløs spiller, og sådan så jeg også mig selv.

- Samtidig var han pisse dygtig. Han var bare en klassespiller.

- Skal jeg nævne en i AGF, må det være Martin Jørgensen, som jeg var heldig også at få lov at spille på hold med.

- Han var en kæmpe personlighed i AGF og en spiller, man kunne lære meget af både på og uden for banen. Han kom hjem som en stjerne fra udlandet med adskillige landskampe og slutrunder under bæltet, men var helt nede på jorden og var bare en af gutterne på holdet.

- Den ydmyghed var forbilledlig.

FOTO: Ritzau Scanpix

Hvor stort var det at spille din første AGF-kamp på hjemmebane?

- Det var kæmpe stort. Jeg havde stået derinde som bolddreng og tænkt, at det gad man da godt prøve en dag, så at det rent faktisk skete, var jo en drengedrøm, der gik i opfyldelse.

- Jeg fik debut i Odense, som også var stort, men min første start på hjemmebane i Aarhus føltes på en måde som den rigtige debut. Det var så fedt.

- Jeg kan huske, at jeg var pisse nervøs før kampen. Jeg var ikke så gammel, og det var jo bare kæmpestort. Dagen før kunne jeg ikke rigtig sove, om morgenen var jeg sådan helt, ‘det er i dag, jeg skal spille derinde’, og på vej til stadion var der også kriller i maven.

- Men jeg kan huske, at når man gik op ad trappen til stadion, så ændrede mentaliteten sig bare, så var man bare helt i zonen og tænkte kun på at gå ind og levere.

Hvordan var det at stoppe i så tidlig en alder, som du gjorde?

- Det var selvfølgelig ikke fedt, og det var heller ikke med min gode vilje, men der var ingen anden udvej.

- Mine akillessener kunne ganske enkelt ikke mere, og jeg havde været igennem et langt skadesforløb og forsøgt at kæmpe mig tilbage, men det lykkedes bare aldrig.

- Til en træning i Vendsyssel, hvor det ellers havde gået godt i en periode, forsøgte jeg at nå en bold, ikke på en ret vild måde, men alligevel gav det bare et smæld, som det havde gjort så mange gange før i akillessenen. Der vidste jeg godt, at det var slut.

- Det havde været et langt forløb, og selvom jeg kæmpede og håbede på at komme tilbage, forberedte jeg mig samtidig på, at det kunne være slut, og jeg derfor skulle være klar til noget andet, hvis fodbolden ikke blev aktuel.

- Derfor var jeg også nogenlunde forberedt, da dagen kom, og fodbolden var slut, og jeg skulle i gang med en ny karriere. Så i forhold til, hvad man ellers hører om andre, der stopper ufrivilligt, gik det nogenlunde smertefrit for mig.

- Når det er sagt, savner jeg hver eneste dag at spille fodbold, men jeg kan rent ud sagt ingenting og har stadig dage, hvor jeg må direkte hjem på sofaen efter arbejde, fordi jeg har så ondt.

Hvilken udebane var sværest at spille på?

- Det var uden tvivl ude i Herning. Det var ikke kun med AGF, det var også med Hobro og Vendsyssel, at når vi mødte FCM i Herning, så havde vi det sgu bare altid svært.

- Det er ikke mange gange, jeg fik noget med derudefra. Selvfølgelig er det altid svært i Parken og Brøndby, men jeg synes bare, at det var så intenst og modbydeligt at spille i Herning. De har bare altid været gode på den bane. Det var sgu noget bøvl med dem.

- Stemningsmæssigt må jeg sige, at det var bedst i Brøndby, men det gjorde det ikke til det sværeste sted at spille, og det var altid mega fedt at spille i Brøndby.

- Man bliver mødt af en stor pibekoncert, når man træder ind på stadion, og der tænker man da lidt, hold kæft de er mange, men så snart kampen er i gang, er larmen fælles for alle, og det tænder op under alle 22 spillere på banen.

- Stemningen virker i hvert fald også hos gæsterne, og kan man endda få deres fans til at buhe af deres eget hold, så ved man, at man har gjort det godt.

Hvem var den hårdeste modstander, du nåede at møde?

- Ser man på den bedste, er den første, jeg tænker på, Atiba Hutchinson fra FCK. Han var ikke verdens største, men spillede stadig hårdt og gik til stålet, men var mest af alt bare virkelig god. Men jeg vil også nævne Jakob Poulsen, da han var i FCM, der var han virkelig også dominerende.

- Det er er svært at pege på dem, der har spillet hårdest inde på den centrale midtbane, for det gjorde vi jo allesammen. Der blev smadret igennem derinde, på den gode måde.

- En spiller som Christian Keller var dog rigtig hård. Det tror jeg, at alle, der har mødt ham, vil sige. Men sådan skulle det også være.

- Skal jeg nævne en, som virkelig var hård at spille over for, men samtidig utrolig fair og aldrig beskidt, var det HH (Hans Henrik Andreasen, red.). 

- Der var intet ondt i ham, men han gik bare til stålet. Om det var en skuldertackling, almindelig tackling eller en hovedstødsduel, kom han med fuld appel, og ham kunne man godt slå sig på, men det var altid fair.

- Kom han en gang imellem for sent og begik et hårdt frispark, var han også den første til at sige undskyld. Han var en fed type, og vi havde vores dueller undervejs i min karriere.

FOTO: Ritzau Scanpix

Hvordan var det for dig at møde og slå AGF i Superligaen med Hobro?

- Det vil jeg ikke lægge skjul på, var både mærkeligt og specielt. Jeg havde været skadet op til kampen og startede ude, og jeg kom ind, da det stod 1-1.

- Jeg kom ind på en lidt uvant plads som hængende angriber, fik pludselig fat i bolden tæt på AGF’s felt, lagde den ud til Martin Mikkelsen, som scorede.

- Det var sgu lidt specielt, og det skal ikke lyde forkert, og jeg var oprigtig glad for, at vi vandt, for vi havde sgu brug for de point, men det var fandme mærkeligt at slå AGF. 

- Man skal altid juble, når man scorer, men jeg husker, at jeg havde svært ved det, og jeg tror faktisk heller ikke, at jeg jublede. Det kunne jeg ikke. 

- Folk der kendte mig, vidste jo godt, at jeg følte noget specielt for AGF, hvor jeg havde været så mange år, så jeg tror ikke, det var så sært for folk, og jeg føler egentlig også, at jeg fik vist, mens jeg var på banen, at jeg ville give alt for min klub, som på det tidspunkt var Hobro, også når de mødte AGF.

Var presset udefra svært at håndtere i AGF?

- Jeg vil i hvert fald sige, at det er sandt, at presset var enormt, og jeg kan godt genkende det med, at det især kom bag på spillere, som blev hentet til klubben.

- AGF er en stor klub fra en stor by i Danmark, og uanset om vi lå i Superligaen eller 1. division, var forventningerne, at vi vandt vores kampe, og det gik jo desværre ikke altid lige godt, og derfor var presset da uden tvivl massivt i perioder.

- Jeg tror måske, at jeg var heldig at få det ind med modermælken, da jeg jo havde været i klubben, siden jeg var 13. Jeg kendte klubben og kendte til forventninger og pres, så det kom nok ikke så bag på mig, når jeg kom op.

- Jeg synes godt, man kunne fornemme på AGF’s fans, at de værdsatte spillere, som gav alt, de havde. Selvfølgelig kan de godt lide spillere, som scorer mål i alle kampe, og det har jeg jo aldrig gjort, men man fornemmede også, at de satte pris på andre dyder så som at give alt for sit hold, sin klub og klubbens fans.

- Det har jeg altid gjort, og det var også det, der gjorde, at jeg fulgte med ned i 1. division, når vi rykkede ned. Det kunne man godt mærke, at tilhængerne satte pris på.

Hvor meget kigger spillere på bedømmelser og karakterer i pressen?

- I starten af min karriere, da jeg lige var rykket op som senior, kiggede jeg rigtig meget på, hvad der stod om mig i aviserne og på nettet, men som årene gik, fulgte jeg mindre og mindre med.

- Man er jo ung og nysgerrig, og måske endda lidt usikker, så det var nyt og spændende at følge med i medierne og se, hvad der stod om én, men det var måske ikke det klogeste, for det, der stod, var jo ikke altid positivt, og så havde man nok en tendens til at tage det for meget til sig. 

- Man kunne hurtigt begynde at tvivle på sig selv, hvis man læste, at man ikke gjorde det godt nok, så jeg fik lagt det fra mig. Heldigvis. 

- I de sidste år i min karriere, både i AGF, Hobro og Vendsyssel, fulgte jeg slet ikke med. Jeg lærte, at det jo var ligegyldigt, hvad der stod i pressen, bare træneren satte mig på holdet hver gang.

- Samtidig skal man også huske, at det jo ikke altid er retvisende, hvad der står. Spillere følger trænerens råd og opgaver, og her kan man følge det taktiske oplæg til punkt og prikke og dermed spille en god kamp, men alligevel få kritik og dårlige karakterer i pressen, fordi folk udefra ikke ved, hvad man skulle.

- Jeg havde selv en kamp mod OB, hvor jeg, om ikke skulle mandsopdække, så i hvert fald skulle følge Rasmus Falk meget tæt på det meste af banen og i hvert fald lukke ham ned på vores banehalvdel. Jeg læste ikke, hvad der stod om mig efter kampen, men jeg kan godt forestille mig, at det ikke var godt, da jeg ikke var meget med i spillet, fordi jeg passede mine ting.

- Jeg er glad for, at sociale medier ikke fyldte så meget, da jeg spillede, som det gør i dag. 

- Det har sgu taget overhånd, og det er meget nemt for folk at sidde bag skærmen og kritisere spillere for det, de leverer på banen. 

Hvem er i dine øjne den største legende i AGF?

- Der er jo mange, men jeg må igen bare vælge Martin Jørgensen, som jeg jo spillede sammen med. Han var en kæmpe spiller, men kom hjem til AGF og var bare helt normal og lige som os andre. Han var legendarisk både på og uden for banen, og jeg kan ikke komme udenom ham.

- Der er selvfølgelig også en spiller som Stig Tøfting, som jo er en levende legende, men Martin er bare helt suveræn og meget speciel i min bog, siger Povlsen til bold.dk.

Kasper Povlsen nåede 153 kampe i Superligaen og stoppede karrieren i december 2018 i en alder af 29.