Luk

10 hurtige: Jysk kulturchok og skolegårdsfight

| 3F Superliga | 5 kommentarer

Infoboks

Hobro - Lyngby
Superligaen Nedryknings-playoff (13/07)
bet365 2,10 3,40 3,40
Oddset 2,15 3,20 3,75
YouBet 2,25 3,25 3,60

Mathias Hebo og Emiliano Marcondes har kendt hinanden, siden de var helt små - og indimellem går bølgerne højt mellem de to gode venner.

bold.dk bruger corona-pausen på at tale med en lang række fodboldpersonligheder i formatet, som vi kalder 10 hurtige.

Her bliver forskellige spillere, trænere eller deslige stillet ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

I dag er Lyngby Boldklub-spilleren Mathias Hebo blevet udsat for 10 hurtige, og han fortæller om første gang, han brugte langt lys på sin bil, om drabelige skolegårdskampe mod Emiliano Marcondes og en lille røver om Mads Valentin.

Du er tilbage i hovedstadsområdet hos Lyngby efter en smuttur til Vejle Boldklub og Silkeborg IF – hvordan er det?

- Det er dejligt at være tilbage i Lyngby, selvom det kun blev til fire-fem kampe, inden corona satte en stopper for det. Vi har et rigtig fint hold og et godt trænerteam, så nu glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang.

- Jeg trivedes sgu godt nok i Jylland, men Lyngby har fede planer, og jeg kan være med til at rykke det, så det var en af katalysatorerne for, at jeg vendte tilbage.

I 2016 skiftede du til FC Fredericia og boede i begyndelsen på et bed & breakfast i en flække uden for Fredericia - hvordan var det at skifte København ud med det?

- Det var lidt vildt, når jeg havde været vant til at bo inde i byen. Som jeg sagde til Stig Pedersen (FC Fredericia-direktør, red.), så var det første gang i mit liv, at jeg havde brugt det lange lys på bilen. Det var altid pissemørkt, fordi jeg kom til klubben i januar.

- Jeg er utrolig taknemmelig for den familie, der havde det der bed & breakfast. De var simpelthen så søde og hjælpsomme. Det var selvfølgelig et chok, men jeg lærte utrolig meget af det, og jeg tager det med mig i resten af karrieren.

- Der var geder i baghaven, så jeg hjalp lidt til med dem engang i mellem, siger Hebo med et grin.

Du har det med at påtale forskelle på københavnere og jyder – kan du ikke lige uddybe den sag for os?

- Jeg er fra den københavnske vestegn, så jeg er måske lidt rap i replikken, og det kan godt gå lidt stærkt. Da jeg kom til Fredericia tænkte de: 'Hvad fanden er det?' De grinede jo, uanset hvad jeg sagde, så det var ret sjovt.

- Da jeg skulle flytte ind til byen, spurgte jeg, om der var nogen, der kunne hjælpe, og dagen efter stod der tre holdledere og fem holdkammerater. Alle var så hjælpsomme og gjorde alt for, at jeg skulle føle mig hjemme.

- Der var nogle rigtig gode gutter og et super godt sammenhold. Der er måske lidt mere fart på og flere kække bemærkninger i omklædningsrummet i Lyngby, men jeg er rigtig glad for begge dele. I Vejle var der et lidt andet miljø, fordi der var så mange udlændinge.

Mads Valentin har i en tidligere udgave af '10 hurtige' sagt, at du og Emiliano Marcondes er nogle af de dårligste tabere, han kender – kan du genkende det billede?

- Jeg må nok bare give ham ret. Jeg er simpelthen så dårlig en taber – og jeg er heller ikke den bedste vinder. Men sådan har det været, siden jeg spillede i baghaven med min bror og far og i skolegården med Emiliano og de andre.

- Jeg er en dårlig taber, men det er måske det, der har gjort, at jeg nu er professionel fodboldspiller. Jeg giver altid alt, hvad jeg har. Det er ikke altid det sundeste, men det har provokeret mig til at gøre mit ypperste, uanset om jeg spiller ludo eller fodbold.

Men hvorfor er det, dig og Emiliano ryger i totterne på hinanden, når I spiller imod hinanden?

- Vi har spillet sammen, siden vi var fem år i Hvidovre, og så har vi gået i fritidshjem og folkeskole sammen. I folkeskolen gik vi i parallelklasse, så vi spillede altid A mod C i frikvarteret, og det gik drabeligt for sig. Jeg havde altid Adidas Spezial og joggingbukser på i skole, så jeg var klar til frikvarteret. Det betød sgu nok mere for mig end skolen dengang.

Hvis du nu skulle skyde lidt tilbage på Mads, hvad kan du så skyde med?

- Haha. Du kan spørge ham, om han har været tilbage og aflevere det børnesæde, han nakkede i Cinemaxx i tidernes morgen, så han kunne se ud over rattet i sin bil. Så må vi se, om han svarer på den.

Han sagde godt nok, at han var vant til at høre for sin højde.

- Haha. Ja, det er så nemt, ikke? Han er en lille motormund. Der kan du gange mig med 20. Han er så vild, siger Hebo med et stort grin.

Emiliano og dig har boet sammen og virker til at være jævnt gode venner – hvorfor det?

- Vi boede 500 meter fra hinanden i Hvidovre, og vi har stadig de samme kammerater. Han har været meget hjemme hos mig og min familie, og vi hjalp hinanden rigtig meget. Da vi rykkede til FC Nordsjælland, tog vi sammen toget i de 45 minutter hver vej og spænede fra stationen og op til Farum Park. Og så boede vi jo sammen i Silkeborg i fire måneder sidste år. Det var sgu sjovt.

- Han kan være skideirriterende og se så arrogant ud på banen, at man har lyst til at klappe ham en, og det er også sket et par gange – men han er simpelthen så rar en fyr.

Anders Christiansen har i en af vores tidligere udgaver '10 hurtige' fortalt, at du er en af hans sjoveste venner – hvad kan du sige om ham?

- AC tåler ikke for meget ros, men der er ingen tvivl om, at han hjalp mig utrolig meget på banen, da jeg kom op på førsteholdet i FCN, og vi klikkede bare med det samme. Han er altid glad, og så er han sgu også meget sjov uden for banen.

- Der er fem års forskel på os, men vi taler næsten på daglig basis og ses privat, og det er bare fedt at få nogle venskaber med sig undervejs i karrieren.

- Thomas Sørensen, som jeg spillede med i Lyngby er sgu også meget sjov. Ham og jeg har tit drillet Mikkel Rygaard.

Du kommer fra en af de store talentfabrikker i landet – hvem er den bedste spiller, du har spillet med?

- Jeg lærte sindssygt meget af Martin Vingaard, AC og Nicolai Stockholm, for de spillede min position. AC var på vej frem, og Vingaard havde prøvet en masse inde i FCK, og så var Stockholm brudt igennem som 35-årig og spillede på landsholdet, så der var nok at trække på.

- Emre Mor var bare ekstraordinær i forhold til den der x-factor han har. Desværre er han ikke helt kommet i gang i udlandet, men jeg tror på, at det nok skal lykkes for ham.

- Mathias Jensen imponerede mig også rigtig meget, for han kom lidt fra baghjul. Han startede ikke rigtig inde på U19-holdet, men lige pludselig tog han bare sindssyg meget ansvar og spillede fantastisk i FC Nordsjælland, hvor han vel imponerede hele fodbolddanmark med sine fantastiske afleveringer.

- Jeg er generelt imponeret over mange af de spillere, der er kommet ud af FC Nordsjælland.

Du har været i en del klubber trods en forholdsvis ung alder – er der noget, du fortryder?

- Jeg vil ikke sige, at jeg fortryder noget, men jeg har lært en hel masse af det i en ung alder. Jeg havde selvfølgelig håbet, det havde været anderledes i Vejle, men sådan skulle det ikke være – og så ville Lyngby heldigvis rigtig gerne have mig. Da jeg var her i første omgang, synes jeg virkelig, jeg slog mit navn fast.

- I FC Fredericia var det hele tiden planen, at det var et midlertidigt ophold, for begge parter vidste, at jeg havde større ambitioner. Så udover et lidt mislykket ophold i Vejle er jeg faktisk meget tilfreds.

Hvordan kommer din karriere til at udvikle sig?

- Nu er alt sat ind på at redde Lyngby Boldklub i Superligaen, og det bliver rigtig spændende, så det har jeg meget fokus på. Selvfølgelig vil jeg gerne til udlandet på et tidspunkt, men lige nu tænker jeg overhovedet ikke på andet end at være her.

- Man må selvfølgelig gerne drømme, og det kan da godt være, jeg på et tidspunkt bliver så god, at der kommer en klub i udlandet, som gerne vil have mig, og så må vi se på det, men lige nu drømmer jeg ikke om så meget andet end Lyngby.

Støt Lyngby Boldklub - forudbestil din 100-års jubilæumstrøje


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Lørdag 11. juli