Luk

10 hurtige: Kvist opførte sig som en 17-årig

| International | 41 kommentarer

Infoboks

Elfsborg - Falkenbergs FF
Allsvenskan (13/08)
bet365 1,53 4,33 5,50
Oddset 1,52 4,20 5,20
YouBet 1,50 4,40 5,50

Elfsborg-spilleren Frederik Holst beretter om vilde derby-stemninger, succes som målmand og barnlig opførsel af William Kvist.

bold.dk er klar med en ny udgave af '10 hurtige', hvor spillere, trænere og andre fodboldpersonligheder får ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

Denne gang er det Frederik Holst, som nåede at opleve lidt af hvert i Brøndby. Han har stået gode kampe som målmand og var meget lidt imponeret af William Kvist i de sidste derbys, de to spillede mod hinanden. 

Er du ærgerlig over, at det ikke blev til mere i Brøndby?

- Ærgerlig over det ikke blev til mere? Jeg nåede at spille 155-157 kampe for klubben. Det eneste, jeg er super ærgerlig over, er, at vi ikke vandt pokalfinalen den sæson, jeg skiftede til Holland. 

- Brøndby kom med en to års kontraktforlængelse det år, jeg skiftede, men jeg følte, jeg skulle ud og prøve mig selv af i en anden liga, selvom det virkelig var en svær beslutning for mig.

Hvor på banen er du bedst - i forsvaret, på midtbanen eller i målet?

- Det er et af de nemmere spørgsmål at svare på. Det er klart på målet. Mr.Clean Sheet. Det er på den position, jeg har lavet nul fejl.

FCK sælger en højreback, og backup'en bliver skadet. Ståle ringer og tilbyder dig en fed kontrakt. Hvad svarer du?

- Nej tak.

Fodboldspillere er, modsat dig selv, for forsigtige og kedelige, når de taler med pressen?

- Ja, det synes jeg faktisk. Jeg synes personligt, det er fint at vise lidt personlighed og lidt overskud i stedet for det andet, vi så tit ser. Fodbold handler om passion og følelser, og det synes jeg godt, man må vise.

Har du oplevet at sige noget til pressen, som blev blæst op til noget, det slet ikke var?

- Ja, det har jeg. Det tror jeg, er en del af gamet, så må man lade være med at lave interview næste gang til den person, som har blæst den forrige artikel op. 

- Jeg kan ikke på stående fod komme med et præcis eksemplet, men det kan jo være lige fra en vild overskrift på interviewet, til at der er blevet pyntet lidt i udtalelserne, hvor journalisten på en eller anden måde har vurderet, det var mindre sjovt og selv taget lidt ord og sætninger ind.

- Men intet ondt herfra. Jeg havde måske selv også gjort det, hvis det var et virkelig kedeligt interview.

Er du overrasket over at se Christian Nørgaard have så stor succes i Brentford?

- Nej, slet ikke. Jeg har kendt og spillet med 'Nør' i mange år og kender ham ud og ind, og der er ingen tvivl om, at han er en fantastisk fodboldspiller, men mest af alt stærk mental.

- Det, synes jeg, han har bevist efter skiftet fra Italien, hvor han ikke spillede så meget til nu at være en nøglespiller for Brentford.

Hvilken træner kan blive mest sur, Alexander Zorniger eller Dick Advocaat? 

- Haha. uha. Jeg tror, jeg vil sige, at de begge har et dejligt temperament og begge er meget passioneret omkring deres job. 

- De er begge to meget ærlige, når de snakker til holdet og den enkelte spiller. Så den må blive lige imellem dem. 

Er du nogensinde gået over stregen på banen og har gjort noget, du har fortrudt bagefter?

- Jeg har desværre nok med sikkerhed gået over stregen og sagt noget eller tacklet lige hårdt nok. Men jeg vil ikke decideret sige, at jeg har fortrudt det bagefter, men mere tænkt, at det måske var unødvendigt set i bakspejlet.

Hvilket af de Brøndby-FCK-derbies, du har spillet, har du oplevet en mest vilde stemning?

- Den er svær. Men jeg vil nok sige pokalfinalen i 2017. Det var magisk, hvis man ikke tænker på resultatet.

- Tæt forfulgt af endnu en pokalkamp hjemme, hvor Mike Jensen scorede i forlænget spilletid og vi kom i semifinalen.

Hvem er den mest irriterende modstander, du har stået over for i Superligaen?

- Jeg har spillet imod en del irriterende modstandere gennem årene i Superligaen, som nok også synes, jeg var irriterende.

- Men jeg vil nok sige William Kvist til sidst i hans karriere. Der var nogle episoder i de sidste derbys, hvor han sagde og gjorde nogle ting, som om han var 17-18 år, hvor mange fra vores hold var overrasket over hans mærkelige opførsel, siger Holst til bold.dk.

bold.dk har været i kontakt med William Kvist om et svar på Holsts udtalelse, men Kvist ønsker ikke at kommentere det, da han ikke ved, hvem Frederik Holst er.


Af Mikkel Nøhr
Søndag 9. august