Luk

10 hurtige: Mesterskab og CL på Hamréns grød

| 3F Superliga | 1 kommentar

Infoboks

AaB - AC Horsens
Superligaen Nedrykningsspil (16/05)
Bet25 1,58 4,20 4,80
Oddset 1,52 4,40 6,10
bet365 1,44 4,50 6,50

Steve Olfers fortæller om en fantastisk tid i AaB med store oplevelser på banen, gode bekendtskaber uden for og Erik Hamréns omtalte grød til morgenmad.

bold.dk er klar med en ny udgave af '10 hurtige', hvor spillere, trænere og andre fodboldpersonligheder får ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

Denne gang er det den tidligere AaB-stopper Steve Olfers, som fra 2007 til 2009 slog sine folder i den bolsjestribede trøje.

Hollænderen er i dag U19-træner for en amatørklub i hjemlandet, mens han er i gang med UEFA's træneruddannelse og drømmer om at blive professionel træner på sigt.

Steve Olfers spillede 59 kampe i AaB-trøjen og kalder tiden i dansk fodbold for den bedste i sin karriere.

Hvordan husker du tilbage på din tid i AaB?

- Jeg havde en rigtig god tid i AaB, som er en rigtig god klub med mange venlige og dygtige mennesker. Folk gjorde alt, hvad de kunne for at gøre det til en god tid for mig, og det lykkedes. Jeg var virkelig glad for at spille i AaB, som var min første udenlandske klub, og jeg er glad for, at det blev sådan.

- Generelt var tiden i AaB nok den bedste i min karriere. Jeg havde det rigtig godt i Danmark, hvor jeg spillede en masse og fik nogle store oplevelser.

Hvad var dine største oplevelser?

- Vi blev mestre og spillede Champions League, og det var kæmpestort. Champions League var den største oplevelse i min AaB-tid og formentlig i hele min karriere.

Artiklen fortsætter under billedet.

AaB-spillerne lige før Champions League-hjemmekampen mod Celtic. Foto: Getty Images

- Jeg vil pege på Champions League-kampene, for det er på Europas højeste niveau. I hver kamp spillede vi mod utrolig gode klubber med fantastiske spillere, og især udekampene var fede at opleve. Selvfølgelig var det også en vild oplevelse at spille Champions League på hjemmebane, men vi spillede jo så mange kampe i Aalborg til daglig, så udekampene var de fedeste og dem, jeg husker bedst.

- Jeg kan tydeligt huske vores første gruppekamp ude mod Celtic, for det var første gang, jeg stod på banen og hørte Champions League-hymnen. Der var utrolig mange folk på lægterne, men da vi stod på banen og hørte Champions League-hymnen, kunne man kun se lyset fra kameraerne. 

- Det var, som om vi stod foran en kæmpe væg af lys, og det var fantastisk. Det er den slags oplevelser, man drømmer om, når man er en lille dreng.

Hvordan var overgangen fra Holland til Danmark?

- Det var ganske let, for folk i AaB gjorde det let. Der er heller ikke så stor forskel på Holland og Danmark, hvor kulturen og alt det er ret ens.

- Vejret er også næsten det samme. I Holland ved man dog ikke, hvornår det regner eller sner, men i Danmark var det mere stabilt. Det var en lille forskel, men generelt var det nemt at vænne sig til at bo og spille i Danmark.

Hvad gjorde folk for at hjælpe dig?

- De bekymrede sig om mig. De hentede mig i lufthavnen og hjalp med at finde et hus, hvor jeg kunne bo. De hjalp mig med at få et sygesikringsbevis og alt det andet praktiske. 

- I klubben fik jeg et værelse, og det var nyt for mig. I Holland havde vi kun et omklædningsrum, og det var det, men i AaB fik man et værelse, som man delte med en anden spiller. Der var en seng, så man kunne sove der og sådan.

Artiklen fortsætter under billedet.

Steve Olfers og Brøndbys Chris Katongo. Foto: Getty Images

- Vi spiste morgenmad med hele holdet, hvilket ikke i sig selv var nyt, men morgenmaden var meget anderledes. Det hjalp med at holde os i form. Vi fik grød, æg og brød med noget pålæg. Nogle i Holland er ikke så vilde med grød, men jeg syntes, det var helt okay.

Hvor meget kender du til historierne om Erik Hamréns grød?

- Han kom før mig, men jeg fik fortalt, at han havde introduceret grød og sagt, at det var vi nødt til at spise for at være professionelle. Af og til lavede han det også selv til spillerne, og det var meget specielt, men det var ikke noget, jeg selv oplevede. Da jeg kom, var der en dame, der stod for at lave det til os, men der blev holdt fast i, at vi skulle have grød.

- Det er godt at spise grød til morgenmad, for det fylder én og giver energi, men ikke for meget, så man ikke kan træne.

Hvem var dine bedste medspillere i AaB?

- Det er svært at svare på, for vi havde alle vores forskellige kvaliteter. Den bedste offensive spiller var nok Siyabonga Nomvethe, der var utrolig hurtig på fødderne, men vi havde også Michael Jakobsen, der var fantastisk i forsvaret.

Artiklen fortsætter under billedet.

Steve Olfers og Michael Jakobsen fejrer et AaB-mål. Foto: Getty Images

- Generelt var vi virkelig gode som et hold. Vi kombinerede vores individuelle styrker og fik det til at spille som kollektiv.

Hvilke spillere havde du det bedste forhold til uden for banen?

- Jeg havde Jeppe Curth, der også havde spillet i Holland. Vi spillede samtidig i Feyenoord, så jeg kendte ham fra dengang. Han kunne også snakke hollandsk, så det var dejligt og noget specielt. Han hjalp med at forklare mange ting og hjalp mig med at falde til i AaB.

- Jeg delte værelse med Thomas Augustinussen, og vi snakkede også en masse og havde det rigtig godt sammen.

- Generelt var der en rigtig god stemning imellem alle os spillere, hvor der blev lavet en masse sjov internt på holdet.

Hvilke modspillere var de sværeste at møde?

- FCK havde et rigtig godt hold, og det var altid svært at møde dem, men der er ikke nogen specifikke spillere, som jeg husker, vi havde problemer mod.

- Jeg kan huske Djiby Fall fra OB, som var en stor udfordring at møde, fordi han var så fysisk stærk og dygtig til at score mål, men det var ikke sådan, jeg var bange for at møde ham eller noget.

Artiklen fortsætter under billedet.

Steve Olfers i duel med Djiby Fall. Foto: Getty Images

Din agent sagde flere gange, at du var utilfreds og savnede et klart svar fra AaB til sidst. Hvordan husker du din sidste tid i klubben?

- Jeg havde brug for at tage et nyt skridt, for jeg havde allerede vundet mesterskabet og spillet Champions League med AaB. Jeg ville tage et skridt op. Jeg kan ikke rigtig huske, hvordan det var, og jeg husker i hvert fald ikke tilbage på det som en dårlig tid. Jeg har kun gode minder fra AaB, og der er ikke noget, jeg fortryder.

- Da jeg forlod AaB, trænede jeg med PSV, hvor jeg senere på året fik en kontrakt. Det var ikke rigtig planen at tage hjem til Holland, for jeg ville gerne til en god klub i udlandet, men det kunne ikke lade sig gøre dengang.

Hvad er den fedeste trøje, du har byttet dig til?

- Da vi mødte Manchester United, byttede jeg trøje med Wayne Rooney i den ene kamp og Carlos Tevez i den anden. Det var dem, der stod tættest på, da kampene sluttede, og så blev vi bare enige om at bytte trøjer.

- Det var ikke sådan, at jeg spurgte dem, eller de spurgte mig. Det var bare naturligt, når vi stod ved siden af hinanden, da der blev fløjtet af. Jeg har stadig trøjerne, og det er et rigtig godt minde. Det var utrolig svært at spille mod dem, men også virkelig sjovt, fordi det var så store spillere.

- Heldigvis beholdt jeg også nogle af Champions League-trøjerne med mig eget navn på, og det er næsten dem, jeg er mest glad for i dag.


Steve Olfers husker duellerne mod Carlos Tevez ganske godt. Foto: Getty Images

Tegn et sæsonkortabonnement og se alle AaB?s hjemmekampe her


Af Martin Schmidt

1 kommentar

AaBager 16:03          
<3
Lørdag 15. maj
Fredag 14. maj