Luk

10 hurtige: Som at være med i Paradise Hotel

| Danmark | 3 kommentarer

Infoboks

Den tidligere landsholdsanfører Christian Offenberg kunne slet ikke være i fred efter præstationen i efteråret 2018 mod Slovakiet.

bold.dk har brugt corona-pausen på at tale med en lang række fodboldpersonligheder i formatet, som vi kalder 10 hurtige, og mens Superligaen er i gang igen, fortsætter vi med formatet.

I 10 hurtige bliver forskellige spillere, trænere eller deslige stillet ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

Christian Offenberg har i årevis været en profil i divisionerne, hvor hans mange mål og hårde fight i efteråret 2018 betød, at han løb på banen som anfører i landskampen mod Slovakiet.

Kampen blev Offenbergs, indtil videre, eneste i rød og hvidt, hvor han var blandt de spillere, som med John Faxe Jensen som landstræner trådte til, da det normale A-landshold nægtede at spille.

I blev kaldt vikarlandsholdet, men var det i virkeligheden Hareides tropper, som var vikarer for jer?

- Det er i hvert fald den følelse, jeg står tilbage med nu. At Hareides tropper er de rigtige vikarer.

Hvordan føles det, at du ikke længere kan gå på gaden uden at blive genkendt?

- Det er fuldstændig vanvittigt, det er lige som at være med i Paradise Hotel. 

Har du som tidligere landsholdsanfører nogle gode råd til Simon Kjær og andre fremtidige anførere for landsholdet? 

- De kan i hvert fald bare ringe, hvis de skal have fif til at pakke Hamsik ned i lommen.

Er du overrasket over, at du først fik landsholdsdebut som 30-årig?

- Jeg var meget overrasket over, at debuten først kom der. Jeg syntes selv, jeg havde ligget som bobler i nogle år, så det var i hvert fald på tide. 

Trænede I andet end skudtræning under John Faxe? 

- Nej, det var, hvad det blev til.

Hvad gav det at spille for landsholdet udover berømmelse og anerkendelse? 

- Udover at blive kendt og berømt har det gjort, at jeg bliver nødt til at være lidt mere indendørs, fordi jeg simpelthen ikke kan gå på gaden i fred og ro, uden at folk vil have autografer og billeder. 

Har nogen fra det faste landshold sagt tak for, at I tog en for holdet?

- Min telefon ringede konstant dagene efter, men det var ikke en fra 'det rigtige landshold', der sagde tak, desværre.

Kan du anbefale nogle gode steder at gå ud i Slovakiet? 

- Jeg nåede desværre ikke bylivet så meget, men de har nogle fantastiske bajere. 

Hvad vil du en dag fortælle dine børnebørn om først. At du spillede på landsholdet, eller at du spillede sammen med Egedal-legender som Thomas Wagner og Patrick Larsen? 

- Thomas Wagner er en stor stjerne i min bog, så han kommer selvfølgelig først i samtalen inden landsholdsdebut. Det er klart. 

Hvad vil du sige til landsholdet, hvis de vinder EM næste år? 

- Det var så lidt. 

Det skal understreges, at både spørgsmål og svar er skrevet med et stort glimt i øjet.


Af Mikkel Nøhr
Lørdag 11. juli
Fredag 10. juli