Luk

16-årig Ajax-dansker jubler over debutkasse

| UEFA Youth League | 5 kommentarer
16-årig Ajax-dansker jubler over debutkasse
Foto: Ajax

Christian Rasmussen scorede i sin debut for Ajax' U19-hold mod Lille i Youth League tirsdag, og det var helt specielt for den bare 16-årige offensivspiller, der er kommet til fra FC Nordsjælland.

Den blot 16-årige offensivspiller Christian Rasmussen fik tirsdag debut på Ajax' U19-mandskab i UEFA's Youth League, og han kvitterede for tilliden ved at score i opgøret mod Lille.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller, som i sin første tid i Ajax har spillet på U17-holdet, nettede fire minutter inde i overtiden og sikrede Ajax en 4-0-sejr.

- Det var helt specielt. Det var ikke bare U19, det var også Youth League. Det betød virkelig meget for mig. Et eller andet sted er det noget, jeg kun kunne drømme om.

- Jeg havde sgu ikke troet, at det ville ske, men det gjorde det.

- Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme ind, men fik så besked på at varme op, og så kom jeg ind. Jeg fik at vide, at jeg bare skulle smadre igennem og vise, hvad jeg kunne, siger Christian Rasmussen til bold.dk.

Debuten på U19-holdet kom efter to flotte præstationer på U17-holdet, hvor han scorede i de to første kampe i sæsonen.

Det fik den tidligere hollandske landsholdsspiller Johnny Heitinga til at spærre øjnene op. Han er træner på U19-holdet, og han hev fat i den 16-årige dansker.

- Jeg har gjort det godt på U17 og har scoret en masse mål, så jeg blev hentet op til U19-træning i søndags, og han synes, jeg gjorde det godt, så han ville gerne give mig chancen i kamp, og det var bare fedt.

- Jeg kunne sagtens mærke, at det ikke bare var en normal U19-kamp, men Youth League. Der var lidt mere hype, og det var tydeligt at mærke på både trænere og spillere, at det var specielt, siger Christian Rasmussen.

Johnny Heitinga er selv uddannet i Ajax, men har også spillet hos Atletico Madrid, Everton, Fulham og Hertha Berlin. Han afsluttede karrieren i februar 2016 og er altså nu træner i Ajax.

- Jeg har ikke talt så meget med ham endnu, men han virker som en flink fyr. Han er en type, man automatisk respekterer, fordi han har en stor fortid som spiller. Jeg har rigtig meget respekt for ham.

- Han har taget rigtig godt imod mig og vist mig, at han og klubben tror på mig, siger Rasmussen om hollænderen, der har 87 landskampe på CV'et.

Oplevelsen i tirsdagens Youth League-kamp har givet Christian Rasmussen blod på tanden.

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg får endnu mere spilletid på U19-holdet nu – det har jeg også fået at vide, at jeg vil, siger Christian Rasmussen.

Se Christian Rasmussens scoring til sidst i videoen herunder:


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting

5 kommentarer

Euro2020herewecome 14:15          
Først var der Fischer, så var det Dolberg og nu er det Rasmussen. Får vi nogensinde den angriber Danmark hungrer efter på landsholdet.

Vi krydser fingre
Zinras 14:25          
Jeg ved godt at folk spiller meget FM, men i den virkelige verden er det nu alligevel ret sjældent at en 21-årig sådan lige går ind og dominerer som angriber på et landshold. Skulle vi ikke lade Dolberg får 3-4 år mere på bagen inden vi smider ham under bussen? Minus EM-sejren er det jo et historisk godt landshold vi har kørende, så der er ikke just krise.

Og skulle vi ikke også bare lade en 16-årig spille bold og blive bedre, inden vi både hyper ham op OG smider ham under bussen?
Matias 14:59          
Enig, lad ham spille fodbold og udvikle sig i nogle år endnu. Han var for resten blot den tredjeyngste målscorer i den kamp. Youri Regeer var 15 da han blev rykket op i sommer, og er først netop blevet 16 år.
brugerx 15:22          
Apropos trænere i Ajax. Kan det passe, at Christian Poulsen også er træner dernede?
morten_bo 15:37          
Apropos trænere i Ajax. Kan det passe, at Christian Poulsen også er træner dernede?
Han er assistenttræner for førsteholdet.
Torsdag 24. oktober
Onsdag 23. oktober