Serie A -16-årig dansker får ungdomskontrakt i Serie A
2020-10-14 14:50:04
Foto: Getty Images

16-årig dansker får ungdomskontrakt i Serie A

Den 16-årige venstreback Frederik Flex skifter fra HB Køges ungdomsafdeling til Serie A-klubben Parmas ungdomsafdeling. Det bekræfter HB Køge overfor bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Serie A-klubben Parma har vendt blikket mod HB Køge, hvor man har hentet den blot 16-årige venstreback Frederik Flex.

Den unge venstreback er fra Herfølge, men har spillet på HB Køges U17-hold som amatør, og nu fortsætter karrieren altså på en ungdomskontrakt i Serie A-klubben.

Det bekræfter Head of Coaching i HB Køge, Steen Knudsen, overfor bold.dk.

- Frederik har spillet hos os, siden han var U12-spiller, og nu har han fået muligheden for at rykke til Parma, der har set og fulgt ham og så slået til, siger Knudsen og fortsætter:

- Han får det, der svarer til en dansk ungdomskontrakt, hvor de stiller nogle ting til rådighed. Han bliver ikke millionær af det, men han får muligheden for at se det an, og så er det klart, at hvis han gør det outstanding blandt de mange spillere, så kan han lave en kontrakt.

I HB Køge var Frederik Flex, der ikke er inde omkring landsholdene i Danmark, endnu ikke på nogen form for kontrakt, og i HB Køge-lejren havde man da gerne set, at han havde fortsat karrieren i Danmark.

Men Steen Knudsen erkender, at muligheden for at rykke til Italien var ganske særlig, og han understreger, at Flex er mere end velkommen, hvis opholdet i det italienske ikke skulle lykkes.

- Selvfølgelig ville vi gerne have haft, at han var her, men på den anden side, er det ikke så tit, at 16-årige får den mulighed. Det har været vigtigt for familien, der har været grundig omkring det, som jeg forstår det, og de vil gerne give det et skud. Det kan vi ikke gøre så meget ved, andet end at vi har fortalt, hvad vi synes om knægten, siger han og tilføjer:

- Lykkes det for ham er det en fantastisk historie, som vi kan glæde os over, og hvis ikke, så har han fået en på opleveren, og vi står klar med åbne arme.

- Vi er selvfølgelig glade for, at vi har udviklet en spiller, som har fået interesse fra udlandet, og der er ingen tvivl om, at dansk ungdomsfodbold er inde i en forrygende periode, når en spiller, der ikke er inde omkring landsholdene kan rykke til udlandet, slutter Steen Knudsen.

Steen Knudsen fortæller, at Frederik Flex starter på Parmas U17-mandskab.

Annonce
Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce