Luk

16-årig i EfB-rekord: God nok er gammel nok

| 1. Division | 3 kommentarer

Infoboks

Viborg FF - Esbjerg fB
1. Division Oprykningsspil (16/04)
Oddset 1,90 3,40 4,20
bet365 1,85 3,40 4,20

16-årige Phun Mang blev i sidste weekend Esbjergs yngste debutant nogensinde, og der er store forventninger til den målfarlige kant, fortæller sportschef Jimmi Nagel Jacobsen.

25. januar fyldte Esbjergs unge kantspiller Phun Mang 16 år og godt en måned efter skrev han sig ind i historiebøgerne i den vestjyske klub.

I sidste runde sendte Olafur Kristjansson nemlig Mang på banen i topkampen i 1. division mod Silkeborg IF, og det indhop gjorde Mang til klubbens yngste debutant nogensinde.

I Esbjerg glæder sportschef Jimmi Nagel Jacobsen sig over, at den 16-årige kant allerede har fået sin debut, og samtidig slår han fast, at debuten er kommet på baggrund af flotte præstationer på træningsbanen.

- Han har gjort sig fortjent til sin debut, fordi han har gjort sig godt bemærket overfor trænerne på træningsbanen. Det er sådan hos os, at hvis man er god nok, så er man også gammel nok, siger Jimmi Nagel Jacobsen til bold.dk og fortsætter:

- Det beviser hans debut, og vi er glade for, at vi kan sende et signal til de unge mennesker, vi har rendende rundt i vores klub, om, at gør man det godt, arbejder man hårdt, er ydmyg og i øvrigt knokler på, ja, så er mulighederne der også.

Phun Mang har mere eller mindre trænet med førsteholdet siden januar, selv om han oprindeligt er U17-spiller. 

- Vi prøver at dosere træningen efter, hvad der passer til ham. Lige nu har han været rigtig meget med omkring vores førstehold, og han har gjort det fint, men han skal formentlig også ned at have nogle ungdomskampe i løbet af foråret, men nu må vi se.

Phun Mang kom til Esbjerg fra bornholmske Rønne IK i 2019, og han forlængede sin kontrakt med klubben i 2020, så parterne har papir på hinanden til 2023.

- Ingen tvivl om, at han er et stort talent

Med en tidlig debut følger ofte store forventninger, og i Esbjerg fB håber man da også på, at Phun Mang kan blive en profil på det vestjyske førstehold.

Men Jimmi Nagel Jacobsen understreger, at der fortsat er et stykke vej til den status.

- Han er et stort talent, det er der ikke nogen tvivl om. Vi håber selvfølgelig på, at vi kan udvikle ham til at blive en profil for os, men der er stadig et stykke vej til det.

- Det handler meget om, at han skal have det rette fokus, han skal arbejde hårdt og så skal han lytte til det, som trænerne omkring ham siger. Så skal det nok lykkes, siger han og fortæller om Phun Mangs kvaliteter:

- Han er en spiller, der læser spillet rigtig godt. Han er god med både venstre og højre fod, har kvikke fødder og har en evne til at være involveret, når der skal laves oplæg og mål. 

- Så han er en spiller, der kan nogle rigtig spændende ting, og så har han en god evne til at arbejde i et højintenst tempo.

Esbjerg fB er i øjeblikket nummer to i 1. division, og lørdag møder holdet Fremad Amager klokken 14.00.


Af Jonas Dalgård
Mandag 12. april
Søndag 11. april