5. maj 2019 sendte OB-træner Jakob Michelsen den blot 16-årige højreback Gustav Grubbe på banen til sin debut i en hjemmesejr over FC Midtjylland.
Grubbe blev OB's næstyngste debutant nogensinde, men siden er det ikke blevet til flere kampe i OB-trøjen, for i sommer rykkede den unge Odense-knægt til storklubben RB Leipzig i Tyskland.
Forud for debuten i OB havde måneders snak og besøg hos RB Leipzig og La Liga-klubben Valencia fundet sted, og til slut endte Grubbe altså med at takke nej til Valencia og ja til Bundesliga-klubben i stedet.
Det fortæller 16-årige Grubbe, som også havde interesse fra engelske klubber.
- Jeg var til prøvetræning i Valencia, men på det tidspunkt havde Leipzig givet udtryk for, at klubben ville have mig, fortæller Grubbe til bold.dk og uddyber:
- Valencias akademi var langt fra så godt som i Leipzig, og det var en klar årsag til at skifte. For skulle jeg afsted, så skulle jeg have nogle gode rammer, og det har de her i Leipzig.
- Jeg blev overbevist om, at Leipzig var det bedste sted at være som ungdomsspiller, fordi de har så mange ressourcer med stort styrkerum, egne værelser og nogle vilde baner – det er perfekt som fodboldspiller. Det er en stor klub, og jeg føler, jeg kan udvikle mig så meget som muligt her.
- Jeg var ikke i tvivl - jeg tænkte, at det var den fedeste mulighed overhovedet.
Har det så været det? Det fedeste overhovedet?
- Ja, det har det. 100 procent. Men selvfølgelig, så kan man aldrig rigtig forberede sig på, hvordan det er, før man står i det, siger han og uddyber om tilværelsen som 16-årig dansker væk fra familien i Tyskland:
- Det har været hårdt, men på den anden side, er jeg vildt glad for mit valg, og det er stadig en drøm, jeg udlever, selvom det kan være hårdt.
- Jeg var ikke i tvivl fodboldmæssigt, så jeg tænkte mest over det med at forlade familien, vennerne og sit land. Det kunne være hårdt i min alder, og det var mine overvejelser, men jeg vidste ikke, hvordan jeg ville reagere, før jeg gjorde det.
Inden sit skifte rådførte Grubbe sig blandt andre med danske Mads Bidstrup, som gør sig på RB Leipzigs U19-hold.
Debut i Youth League
Gustav Grubbe spiller normalvis med klubbens U17-hold, hvor han er fast mand og bruges som både back og defensiv midt.
Men for nylig fik han turen op på klubbens U19-hold, hvor det blev til fuld tid i UEFA Youth League, og den chance kom noget tidligere, end den tidligere OB'er havde regnet med.
- Det var sindssygt fedt. Det havde jeg ikke regnet med, at jeg skulle endnu. Det var en fed oplevelse med 90 minutter, og der var nogle spillere med fra førsteholdet. Jeg følte, jeg var god nok til at være med, og det gjorde, at det føles som om, klubben tror på mig.
- Det gav mig et boost, og det gør det hver gang, jeg spiller med U19. Det er sgu vigtigt, man får det engang imellem, for det giver motivation.
Grubbe har ifølge transfermarkt.com spillet 11 kampe i denne sæson, og han er efterhånden kommet så godt med, at han kan tage mere ansvar – noget som han var vant til i OB.
- Jeg har været her i lidt tid og begynder at kunne tage en større rolle med større ansvar på banen. Det hele foregår på tysk, men jeg tror efterhånden, jeg kan gøre det mere, som den person jeg er.
- De første par måneder har jeg bare prøvet at suge til mig og ikke stå for meget frem.
- I OB var jeg typen, der snakkede meget. I starten følte jeg ikke, jeg kunne sige noget på banen, fordi det går så hurtigt.
- De snakker tysk, så det kan godt være svært at få sagt noget i farten, men jeg er i gang med tysk-undervisningen. Jeg er langt fra i mål, men jeg forstår det nu.
Grubbe har skrevet under på en kontrakt, der løber til 2023.


RB Leipzig
Bundesliga

































