Luk

17-årig blev helten i Uniteds smalle sejr

| Europa League | 12 kommentarer

Den bare 17-årige offensivspiller Mason Greenwood scorede kampens enlige kasse, da Manchester United slog Astana 1-0 i Europa Leagues gruppe L.

Manchester United havde hevet de unge gutter op af hatten, da klubben torsdag aften tog imod Astana i Europa Leagues gruppespil.

17-årige Mason Greenwood og de to 19-årige knøse Angel Gomes og Tahith Chong havde således fået plads i startopstillingen, som også rummede Nemanja Matic, Phil Jones, Fred og 21-årige Axel Tuanzebe.

Angel Gomes var gennemgående den bedste af de unge folk, men det var Mason Greenwood, der før chancen kom til flest muligheder fra sin position i forreste linje.

Kampen blev dog indledt med lidt af et brag fra Fred, der fra stor distance høvlede læderet på overliggeren.

Derefter begyndte Marcus Rashford at røre på sig. Efter 13 minutter fik han en stor chance, da en høj bold landede hos angriberen, men Nenad Eric i Astana-kassen var vaks og reddede forsøget.

Fire minutter senere var det Mason Greenwoods tur. Efter kombinationer med Rashford sparkede han snert forbi.

Midtvejs i halvlegen var Rashford igen tæt på. Bolden kom nærmest lodret ned til ham, og med tåen testede han igen Eric, der tog fra på fornem vis igen.

Roman Murtazayev stod for Astanas største chance før pausen. Den kom efter 38 minutter, da han brød igennem til fri position, men hans afslutning var sløj, og Sergio Romero reddede.

Kort efter pausen fik Manchester United en ny stor chance. Angel Gomes spillede fornemt Marcos Rojo fri i venstresiden af feltet, hvorfra Rojo lagde den fladt ind foran mål, hvor hverken Greenwood eller Chong nåede frem til den.

Kampen stod længe i stampe, men efter 73 minutter brød jublen ud på Old Trafford. Efter en omgang powerplay fik 17-årige Mason Greenwood bolden i højre side, strøg forbi sin direkte oppasser og hamrede den mellem benene på Nenad Eric.

Efter 80 minutter leverede Jesse Lingard et brag af en anden verden, men Eric i kassen var vågen og reddede flot, inden Diogo Dalot totalt missede riposten.

Manchester United cruisede sejren hjem, og Mason Greenwood blev altså den store helt i opgøret, som endte med 1-0.

I Beograd måtte Partizan nøjes med 2-2 mod AZ Alkmaar, selvom klubben var en mand i overtal i mere end en time. Alkmaar kom foran efter 12 minutter, da Calvin Stengs udnyttede et oplæg fra Myron Boadu, inden Jonas Svensson blev vist ud efter 28 minutter.

Partizan udlignede på straffespark ved Bebras Natcho inden pausefløjt, og i anden halvleg scorede han igen til 2-1, og så så det ud til, at Partizan skulle tage sejren. Alkmaar fik dog udlignet ved Myron Boadu, og så måtte Partizan nøjes med uafgjort.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting

12 kommentarer

deflaggy 23:03          
Synes det ser okay lovende ud. Mangler lidt slutprodukt, men Astana mødte slet ikke op til den kamp.
haraltidret 23:18          
Bortset fra kampens første 20 min, hvor United fik skabt et par rigtigt store chancer, så var det en kamp præget af udtalt mangel på kvalitet fra United´s side af. Chong fik næsten en time på banen, selvom han var voldsomt overmatchet på det her niveau. Heldigvis fik Mason Greenwood vist sin klasse og store talent, og frelste et ideløst United hold med en flot scoring. Men udover resultatet, er der ikke ret meget positivt at tage med fra en kamp mod et yderst middelmådigt Astana hold. United spillede generelt for langsom og uden inspiration og ideer rent offensivt. Alt for meget boldtrilleri rundt om Astana´s betondefensiv. Men til trods for massivt overtag i boldbesiddelse skabte United ikke ret mange chancer. Men det vigtigste var selvfølgelig de tre point, og dem fik United skrabet til sig med møje og besvær.
esha9751 23:34          
Det var nemt at se hvem der var den nærmest eneste spiller fra A-holdet. Han tabte bare 0-2 til målmandens fantomredninger....
Mania 00:07          
Rashford og målmanden.. altså.. de skal jo bare sættes ind de bolde der... Forfærdelig "show" af United der skal have en 17-årig til at score..
Strunge III 00:09          
Med et halvt reservehold, tre afslutninger på træværket (hvor af den ene udløser et frit mål til Dalot) og to direktører til Rashford, var det en okay præstation. Særligt fedt, at se folk som Gomes og Greenwood, og generelt at se en tillid til de unge. Vi er helt nede i kulkælderen lige nu, men der er en vej op, og det er via ungdommen. Det vil tage tid, meget mere end nogen af os orker, men før eller siden kommer det. Det er 100. Vi skal bare have fornuften tilbage.
Manice30 02:28          
Hvis man ser lys i en snæver 1-0 sejr over Astana på hjemmebane, ja så er man nede i kulkælderen, men ja, de skal have spillere med hjerte istedet for spillere med dollar tegn i øjnene.. Uniteds lønninger bliver deres største problem.
StoutPåStadion 03:15          
Hahaha det er så fedt at se United i Europa League. Og endnu federe at få bekræftet, at det er der de hører hjemme.
Torsdag 24. oktober
Onsdag 23. oktober