Luk

17-årig Prica-søn fik debut i ny Malmö-storsejr

| Europa League | 1 kommentar
17-årig Prica-søn fik debut i ny Malmö-storsejr
Foto: Getty Images

Rade Pricas 17-årige søn, Tim, fik debut, da Malmö spillede sig videre i Europa League-kvalifikationen med samlet 11-0 over Ballymena.

Der skulle gå rigtig meget galt, hvis ikke Malmö allerede skulle være klar til anden runde i Europa League-kvalifikationen, da de torsdag aften var på besøg hos nordirske Ballymena.

Allsvenskan-mandskabet havde en 7-0-sejr med i bagagen fra første opgør, og udebanekampen skulle derfor bare køres i hus.

Lasse Nielsen var valgt i det centrale forsvar, mens Anders Christiansen og Søren Rieks startede opgøret på bænken og blev skiftet ind i anden halvleg. 

Her stod der allerede 3-0 til Malmö. Behrang Safari havde sørger for første halvlegs eneste mål efter 27 minutters spil, inden Guillermo Molling og Erdal Rakip begge scorede efter pausen.

Begge mål blev assisteret af Romain Gall, som 12 minutter før tid selv kom på måltavlen, da han udnyttede et straffepark.

Søren Rieks og Anders Christiansen blev indskiftet efter henholdsvis 68 og 76 minutter, men det var Malmös udskiftning efter 61 minutter, der vakte mest opmærksomhed.

Her blev det nemlig til debut for 17-årige Tim Prica, der - som efternavnet måske afslører - er søn af den tidligere AaB-angriber og Superliga-topscorer Rade Prica.

Den unge angriber, som blandt andet står noteret for 11 mål i 22 U17-landskampe for Sverige, kom ikke på måltavlen torsdag aften, men det er formentlig ikke det sidste, Malmö-fansene har set til talentet, som klubben forventer sig en masse af.

Andetsteds kunne Rasmus Lauritsen og Kasper Larsen også juble over at være videre til anden runde. Danskerduoen fik fuld tid, da Norrköping vandt 2-1 over irske St. Patricks og dermed slog dem ud med samlet 4-1.

Og skotske Rangers er klar til næste runde efter en sejr på 6-0 over St. Joseph fra Gibraltar. Jermain Defoe scorede to mål,  og Alfredo Morelos noterede sig for et hattrick i storsejren. Rangers vandt samlet 10-0.


Af Jonas Sand

1 kommentar

Hermes Trismegistos 09:19          
Prica! The name to fear, the name to trust.
Tirsdag 20. august