Luk

18-årig indskifter ændrede kampen for Roma

| Serie A | 1 kommentar

Infoboks

Genoa - Roma 0-2
Serie A
82' 0-1 Felix Afena-Gyan
90' 0-2 Felix Afena-Gyan

Opgøret mellem Genoa og Roma var i lange perioder en regnvåd ørkenvandring, men Mourinhos tropper trak i sidste ende det længste strå i form af en 2-0-sejr. Den bare 18-årige indskifter Felix Afena-Gyan blev dobbelt målscorer.

I Serie A skulle Roma forsøge at hente et resultat på udebane mod Genoa i et opgør, som fik en del optakt i de italienske medier.

For to uger siden fyrede Genoa således deres træner Davide Ballardini, og det efterlod en ledig plads i den norditalienske klub, som Andriy Shevchenko efterfølgende overtog.

Ukraineren, der som aktiv spiller havde en ikonisk karriere i blandt andet Milan, skulle i sin Serie A-debut op imod ingen ringere end Jose Mourinho, som var hans træner i Chelsea for 15 år siden.

Dengang var forholdet mellem de to ikke det bedste, men stridsøksen var blevet formelt begravet af Sheva i optakten til kampen, hvor Genoa kæmpede for vigtige point i bunden af Serie A.

Det var imidlertid Roma, der ville mest i første halvleg.

Efter 14 minutters spil fik Henrikh Mkhitaryan netmaskerne til at blafre hos Genoa, men dommer Massimiliano Irrati var hurtig til at underkende målet grundet en strafbar hånd på bolden fra Tammy Abraham, som rettede skuddet af på vej til mål.

Et kvarter senere var det så Eldor Shomurodov, som burde have sendt hovedstadsklubben i front, men hans afslutning gik langt over mål, trods godt forarbejde fra Stephan El Shaarawy.

Generelt var det Roma der sad på spillet, men trods overtag i boldbesiddelsen lykkedes det kun at skyde indenfor rammen en enkelt gang for begge hold, og det betød at pausestillingen var 0-0.

18-årig indskifter ændrede kampen

Efter pausen var Roma stadig mest i spil, og Henrikh Mkhitaryan burde have gjort arbejdet færdigt i den chance han spillede sig til fra kanten af feltet, men armeneren kunne ikke holde bolden nede.

Selvom Roma fortsat sad på spillet i det tunge regnvejr, havde Mourinhos tropper stadig kun formået at ramme et af deres 11 afslutninger indenfor rammen halvvejs i anden halvleg.

Med 20 minutter igen var Genoa meget tæt på at bringe sig i front, da Johan Vasquez havde taget turen fra midterforsvaret i åbent spil helt til mållinjen, hvor han slog et indlæg, som Stefano Sturaro med lidt held havde sat i netmaskerne.

Chancen var velsagtens den største i en anden halvleg, der ikke ligefrem havde en overflod af dem.

Med et kvarter igen blev Felix Afena-Gyan sat på banen for Eldor Shomurodov, og den indskiftning skulle få stor betydning for kampen.

For bedst som det lignede, at opgøret ville ende 1-0, satte Henrikh Mkhitaryan fart på.

Offensivspilleren tog en tur ned gennem Genoas midtbane, og hans glimrende opspil endte hos netop Felix Afena-Gyan, som ikke tøvede med at sætte indersiden på første gang, så bolden endte fladt i det fjerne hjørne uden chance for Salvatore Sirigu.

En fortjent føring til gæsterne, som gradvist havde opbygget et større pres på værterne.

Det pres mundede ud i en scoring til 2-0 i kampens døende sekunder, og nok engang havde Afena-Gyan sidste fod på målet.

Den 18-årige ghaneser, som kun havde været på banen i et kvarter, sendte et regulært pragtmål i kassen, da han skruede bolden i det fjerne hjørne fra 25 meters afstand.

Han lukkede dermed opgøret fuldstændig og endte med egenhændigt at blive forskellen i en kamp, der var meget flad i store perioder.


Af Cillian Murphy
Lørdag 29. januar
Fredag 28. januar