


OB foretog en række udskiftninger i startopstillingen til onsdagens pokalkamp mod FC Midtjylland, hvilket gav debut til 18-årige Jonathan Khemdee.
Den unge forsvarsspiller blev budt velkommen til voksenfodbold af FCM-frontløberen Sory Kaba, som han flere gange var i duel med, men det var intet problem for Jonathan Khemdee.
- Man skal bare gå hårdt til Kaba og ikke lade ham stå med bolden, så går det. Vi bød dem op til dans i første halvleg. Fra 2-0 gik det ned ad bakke, men det var dejligt at spille. Det var helt vanvittigt at være med her. Og så mod de forsvarende danske mestre og Champions League-deltagere.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg synes, jeg klarede det okay. Det kunne godt være bedre, men jeg var også lidt nervøs - og jeg fik det at vide meget sent, at jeg skulle spille, siger Jonathan Khemdee til fyens.dk.
Jonathan Khemdee fortæller videre, at han sad til undervisning på Svendborg Gymnasium, da han onsdag formiddag modtog to beskeder fra OB's transitionstræner. Først stod der, at han i det hele taget skulle med til Herning, og derefter kom beskeden om, at han for resten skulle starte inde.
Sidste år blev Jonathan Khemdee dansk mester med OB's U19-mandskab.
FC Midtjylland vandt onsdagens returkamp med 3-0 og er dermed stensikkert videre i Sydbank Pokalen med en samlet 5-1-sejr.

OB
Oddset Pokalen






































