3F Superliga -18. dec: Fik aldrig chancen i Brøndby
2014-12-18 10:00:01
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

18. dec: Fik aldrig chancen i Brøndby

Bag låge nummer 18 gemmer sig et sydafrikansk Brøndby-flop der ikke føler, at han fik chancen for at bevise sit værd i den blå-gule trøje.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

bold.dk's julekalender tager i år et tilbageblik på 24 udlændinge, der i større eller mindre grad har gjort sig bemærket i dansk fodbold.

Bag låge nummer 18 finder vi et eklatant fejlkøb i Brøndby. Efter en succesfuld tre dage lang prøvetræning skrev de blå-gule i 2006 kontrakt med den sydafrikanske angriber Giovanni Rector, der kom til klubben fra Ajax Cape Town.

- Giovanni tilfører os kreativitet og udforudsigelighed i angrebet, han har vist at han har et godt blik for spillet, og at han er direkte. Vi har masser af kreativitet på holdet, og vi er gode gode til at bygge spillet op, men vi skal også kunne score målene. Og det kommer Gio til at gøre for os, sagde daværende træner Rene Meulensteen.

Han fik ikke ret. Rector fik aldrig for alvor chancen, og i ni kampe nåede han blot at score en enkelt gang i en pokalkamp mod Brønshøj.

- Det var en drøm at spille i Europa. Det var en drøm, jeg længe havde jagtet, og da muligheden i Brøndby så opstod, var jeg ikke sen til at slå til. Jeg håbede virkelig på, at det skulle blive mit helt store gennembrud, siger Rector til bold.dk.

Fik aldrig chancen

Det store gennembrud kan det ikk siges, at Rector fik. Selvom mange Brøndby-angribere i efteråret 2006 havde skadesproblmer, fik Rector aldrig chancen. Angiveligt fordi Brøndby ikke så ham som angriber men som midtbanespiller.

- Da jeg var i Belgien, spillede jeg alle tre år som angriber. Det har jeg også gjort i Sydafrika. Så at Brøndby ikke ville bruge mig der, undrede mig da. Jeg troede det var som angriber, de hentede mig, siger Rector.

- Allerede inden jeg kom til Brøndby vidste jeg, at det var en stor klub, og det oplevede jeg da også. Men jeg følte aldrig, at træneren gav mig chancen for at vise, hvad jeg kunne.

Meget bedre blev situationen ikke for Rector, da Rene Meulensteen omkring jul i 2006 trak sig fra jobbet som træner. Tom Køhlert tog over, og han havde ikke megen fidus tik sydafrikaneren.

- Jeg ved ikke, hvad der gjorde det, men han så aldrig min vej. Han havde sine ideer og han havde nogle spillere, han troede på. Dem var jeg desværre ikke iblandt.

Et brud var derfor uundgåeligt, og blot et enkelt år inde i den treårige kontrakt blev parterne enige om at gå hver til sit.

En skuffende udvikling

Fra Brøndbys side fik Rector en pæn afsked, hvor han attitude trods den manglende spilletid blev rost.

- Selvom Gio tidligt på året fik at vide, at Tom ikke havde ham med i planerne for 1. holdet, har Gio mødt op til træning med en professionel attitude. Det har vi stor respekt for, sagde daværende sportschef Anders Bjerregaard.

Rector fik en fornuftig fratrædelsesordning i Brøndby, men den overskygges lidt af skuffelsen over, at det aldrig blev til mere.

- Brøndby var mit andet forsøg på at få et gennembrud i Europa, efter at jeg tidligere havde været i Mouscron. Jeg var virkelig opsat på at slå mit navn fast, så selvfølgelig er jeg skuffet over, at det ikk blev til mere, siger Rector.

- Men skæbnen ville nu en gang, at jeg ikke fik chancen, og så er det svært at bevise sig.

Karrieren sluttede tidligt

Efter bruddet med Brøndby vendte Rector igen hjem til Sydafrika, hvor han skrev kontrakt Ikapa Sporting. Karrieren her blev dog ganske kortvarig.

- Jeg måtte desværre hurtigt stoppe karrieren, da skader gjorde, at jeg ikke kunne fortsætte. Det var ærgerligt, men der var ikke så meget at stille op, siger sydafrikaneren.

Rector har dog stadig sin gang i fodboldens verden, nu forsøger han at hjælpe unge spillere til deres store gennembrud.

- I øjeblikket hjælper jeg unge knægte i Cape Town, hvor jeg er træner i klubben Southampton. Jeg nyder stadig at være på banen, og nyder at se de unge drenges iver for hele tiden at blive bedre. Det er en fornøjelse at være med til, siger Rector.

Udover trænergerningen i Sydafrika, holder Rector også stadig lidt kontakt til Danmark, hvor han stadig taler med den tidligere Brøndby-anfører Per Nielsen.

Læs med igen fredag, når låge nummer 19 i bold.dk's julekalender bliver åbnet.

jesper@bold.dk

Annonce
Annonce

7 kommentarer

Se kommentarer
Annonce