18.dec: Måtte ikke få Litmanens trøje
2010-12-18 09:23:01
Foto: Benjamin Lybecker / bold.dk

18.dec: Måtte ikke få Litmanens trøje

Hver dag frem mod jul vil bold.dk bringe en historie om en dansker på eventyr i udlandet. Denne gang med Christian Andreasen, der i Finland blev vildt imponeret over Jari Litmanen, som dog ikke ville bytte trøje med danskeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

John Faxe Jensen kunne ikke bruge den unge angriber Christian Andreasen i Randers FC. Angriberen, der ellers havde lavet mål på samlebånd for reserveholdet i 2.division, lod sig derfor udleje i april måned 2009.Han foretog et noget utraditionelt valg, da han valgte at prøve kræfter med finsk fodbold og klubben TPS Turku.

- Jeg gjorde mig da mine tanker, inden jeg skrev under, for jeg vidste ikke, hvad finsk fodbold var for en størrelse. Derfor forhørte jeg mig hos Simon Azoulay Pedersen, der også havde været deroppe, og han havde kun gode ting at fortælle, siger spilleren til bold.dk.

Inden Andreasen skrev under på lejeaftalen var han også på besøg i klubben, der er beliggende på den finske sydvestkyst. Ikke nok med at danskeren hurtigt blev betaget af den smukke by, der huser 180.000 indbyggere, så fik han også en varm velkomst, ligesom forholdene i TPS imponerede ham.

- Jeg var oppe og se på forholdene og blev faktisk imponeret. Selve deres stadion var ikke Superliga-standard, hvis man da ser bort fra den ene tribune, men træningsforholdene var gode. Der var tre kunstgræsbaner med varme i den ene. Man kunne godt mærke, at de var vant til en hård vinter, for der var styr på det. Deres dårligste kunstgræsbane var den bedste jeg på det tidspunkt havde spillet på. De var langt foran danskerne på det område.

- Jeg havde ikke gidet tage derop, hvis jeg bare skulle gå rundt for mig selv. Heldigvis fik jeg et rigtig godt indtryk af mine holdkammerater. De var nogle flinke drenge, og allerede efter den første træning blev jeg inviteret hjem hos en af dem, og de ville vise mig byen.

Holdkammeraterne blev bestemt ikke mindre glade for Andreasen, når de så ham i aktion. Angriberen havde nemlig imponerende succes i det finske, hvor det blev til fem kasser i otte kampe.

- Jeg ved godt, der er nogen, der ikke giver så meget for, at man har været i Finland. Men jeg kom ud og stå på egne ben, og jeg følte, at jeg slog til. Niveauet svarede måske til toppen af den danske 1. division.

- Det var lidt spredt, også på vores hold. Der var nogle, der ikke var bedste venner med bolden, andre manglede lidt taktisk, men vi havde også U21-spillere, som havde været med til at sende Danmark ud af EM-kvalen til slutrunden i Sverige.

- Vi havde endvidere en englænder, Wayne Brown, som to måneder forinden havde spillet over for Cristiano Ronaldo på Old Trafford sammen med Fulham.

Det var dog, hverken talenterne eller Brown, der imponerede Andreasen allermest. Det var derimod den finske legende Jari Litmanen, som danskeren stod ansigt til ansigt med den 31.maj, hvor TPS mødte Lahti på udebane.

- Lige da jeg kom derop, kunne man da godt grine lidt af, at han stadig var på landsholdet. Jeg fik så fortalt, at han netop havde lagt op til to mål i en kamp mod Wales. Det var selvfølgelig fint nok, men det var trods alt kun Wales.

- Men jeg blev klogere, da vi mødte dem. Det var simpelthen en oplevelse at se ham spille. Jeg tror ikke, han løb tre kilometer i den kamp, men jeg har aldrig set en være så god teknisk med en bold. Det var helt sindssygt. Han rendte rundt og legede, og han slog alle afleveringerne med ydersiden. Jeg må indrømme, at jeg stod og nød det lidt ind i mellem. Han missede ikke en førsteberøring, og fik han bolden lige på, så skal han nok sørge for at få den spillet ordentligt videre.

Andreasen fik selv scoret i kampen, som TPS Turku vandt med 4-2. Alligevel blev han en smule skuffet efterfølgende.

- Jeg var henne og spørge Litmanen om hans trøje, men han måtte ikke give den væk. Det var jeg ikke helt tilfreds med. I Finland får man ikke nye trøjer til hver kamp, og han var tidligere kommet til at give en væk, hvilket havde resulteret i, at der havde manglet en trøje til den næste kamp, fortæller Andreasen, der dog heller ikke tilbød Litmanen sin egen trøje.

- Nej, det kunne jeg sgu ikke få mig selv til, griner danskeren.

Grin var der til gengæld ikke så meget af, når den daværende træner Pasi Rautiainen med jævne mellemrum lod kritikken hagle ned over TPS Turku-spillerne. Rautianien havde selv en fortid i tysk fodbold, og det skete, at temperamentet løb af med ham.

- Vi fik nogle ture i medierne, når vi havde tabt. Han var ikke så konstruktiv, men jeg tog det nu som en oplevelse. Jeg scorede i fem ud af otte kampe, så det kunne ikke være helt forfærdeligt. Man må tro på egne evner.

- Jeg kan huske, der var mange uafgjorte kampe lige, da jeg kom derop. Det var træneren ikke tilfreds med. Han kunne stå i 20 minutter og svine os til. Jeg har haft Peter Elstrup i Randers, der også er temperamentsfuld, men han er samtidig konstruktiv. Det var lidt mærkeligt, at stå og høre på en mand, der ikke kunne se noget positivt i noget som helst. Men når det kørte, var han faktisk en god træner, slår Andreasen fast, inden han understreger, at der i det hele taget var en del fokus omkring ham og holdkammeraterne.

- Dels på grund af trænerens udtalelser, men også fordi klubben ikke havde vundet noget i lang tid. På den baggrund kan man vel kalde klubben for Finlands svar på AGF.

Christian Andreasen forlod Finland efter de otte kampe. Kontrakten med Randers FC var udløbet og ville ikke blive forlænget. Fyldt med selvtillid efter opholdet i Finland skrev han  i stedet kontrakt med Thisted, der på det tidspunkt var i 1. division.

- Jeg vendte hjem med tro på tingene og masser af gejst. Jeg kan helt sikkert anbefale finsk fodbold til andre. Kan man præstere i utrygge rammer, så kan man også i trygge. Det tog jeg med mig til Thisted, hvor det gik rigtig godt i efteråret, slutter Andreasen.

Læs med i morgen, når vi igen snakker med en fodboldpersonlighed, der har været eller er på eventyr i det mere fodbold-eksotiske udland.

houlind@bold.dk

Annonce
Annonce

13 kommentarer

Se kommentarer
Annonce