22.dec: Min mest emotionelle kamp

I april måned 1993 blev zambisk fodbold ramt af en tragedie. Landsholdet var på vej til Senegal for at spille en VM-kvalifikationskamp, men flyet styrtede ned ud for Gabon. Alle 30 ombord på flyet blev dræbt, heriblandt 18 landsholdsspillere.

Ulykken medførte landesorg i Zambia, der umiddelbart stod uden nogen fodboldfremtid. Men med dansk hjælp fik man stablet et slagkraftigt hold på benene. Et hold, som fynboen Roald Poulsen blev træner for.

- Det var nogle ulykkelige omstændigheder og tilfældigheder der gjorde, at jeg blev landstræner i Zambia. Deres landshold var blevet udslettet, og Zambia havde sendt en appel til hele verden om at hjælpe i en seksugersperiode. De skandinaviske lande har via Danida en del projekter i Zambia, og man sagde ja. Jeg blev spurgt, om jeg ville hjælpe i et team, hvor jeg skulle være træner, mens Emil Bakkendorff skulle være manager og holdleder, forklarer Roald Poulsen til bold.dk. 

- Jeg sagde ja, for jeg ville gerne hjælpe og bidrage med en positiv genopbygning, men jeg vidste overhovedet intet om Zambia på det tidspunkt. Det nye landshold kom så op til Danmark, hvor de skulle være på et tre ugers langt ophold. Da vi tog imod dem i Brøndby, anede vi intet om dem. De kom med to trænere hver og en massør. Vi kendte ikke deres sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige baggrund, men det var bare at gå i gang, siger Roald Poulsen, hvis første opgave blev at skabe bånd til spillerne.

- Vi skulle lære hinanden at kende. De kom op til en helt anden kultur, et helt andet miljø og helt andre facilliteter. Det er vanskelige forhold at præstere under. De skulle vænne sig til det danske sommerklima. Flere af dem kunne ikke falde i søvn, fordi det var lyst så længe, og vi spillede noget forfærdeligt fodbold den første tid. Sådan en proces er langvarig, og tilliden skulle opbygges stille og roligt.

 - FIFA brød ind efter fire uger og sagde, at vi nu skulle tilbage til Zambia og spille en kvalifikationskamp mod Marokko, og det blev besluttet, at jeg og Emil Bakkendorff skulle tage med for at forberede holdet til kampen og føre det igennem den.

I Zambias hovedstad, Lusaka, skulle Roald Poulsen komme til at opleve et fodboldmirakel. Han førte således det unge zambiske hold til sejr for øjnene af en ekstatisk nation den 4.juli 1993.

- Vi havde arbejdet effektivt i ugerne op til kampen. Jeg synes, vi var et organiseret hold med et par rutinerede spillere, men der var også mange helt unge og uerfarne spillere, og vi havde absolut ingen anelse om, hvor vi stod internationalt. Det handlede om at få banket selvtillid ind i holdet, for vi skulle møde Marokko, som var rangeret højt.

- Vi vandt kampen med 2-1 efter at have været bagud 0-1, og det er den mest emotionelle fodboldkamp, jeg nogensinde har været med til. Hele landet gik fuldstændig amok i glædesrus syv uger efter ulykken. Der var fest. Der gik flere timer, inden vi kunne forlade stadion. Det var simpelthen fantastisk. Vi blev hyldet og fejret, og folk var jublende lykkelige. Da vi endelig var kommet ind på vores hotelværelser, kunne vi glemme alt om at sove, for der var så meget larm, dans og sang ude foran hele natten. Folket overgav sig, og medierne gjorde det samme.

- Den oplevelse har betydet meget for mig og mit syn på Afrika og Zambia. Jeg har fået knyttet en masse venskaber, og siden fulgte der også en masse fantastiske oplevelser.

I første omgang tog Roald Poulsen dog hjem til Danmark. Ian Porterfield blev udnævnt til landstræner, men det lykkedes ikke at føre Zambia til VM. I stedet førte skotten ganske sensationelt Zambia til sølvmedaljer ved African Cup of Nations i 1994.

- Forbundet og regeringen havde lavet en aftale med Porterfield bag om ryggen på det engelske forbund, så han kunne ikke fortsætte i jobbet. Jeg kom så tilbage på permanent basis, og i 1996 fik vi bronzemedaljer ved African Nations Cup i 1996 i Sydafrika.

Inden den triumf skulle Roald Poulsen dog først lære zambisk fodbold at kende sådan for alvor.

- Jeg blev mægtig godt modtaget, men jeg fandt også hurtigt ud af, at man måtte finde alle de elementer frem, der medførte, at man var åben og fleksibel over for andre forhold og ydre omstændigheder. Der var en masse ting at tage fat på. Da jeg kaldte til min første træningslejr, der skulle afholdes 150 kilometer væk fra Lusaka, gik der flere dage, før jeg havde hele truppen samlet. Første dag var tre ud af 25 spillere dukket op, og den næste var der syv. Først fire-fem dage hende i forløbet var de der allesammen.

- De undskyldninger jeg modtog skulle godt nok lige bearbejdes. Klubberne havde ikke givet dem besked,og så var der transportvanskeligheder. Siden synes jeg, det er lykkedes at få sat nogle nye standarder. Der er blevet skabt bedre kontakter til klubberne, trænerne og holdende, og vi fik startet trænerkurser op. Jeg synes, vi fik skabt positiv udvikling, og i februar 1996 nåede Zambia en 15.plads på FIFA's verdensrangliste. Den højeste placering nogensinde.

Efter blandt andet at have lært en stærk zambisk 1.division at kende, stod Roald Poulsen, der også var U23-træner og assistent på U20-holdet, altså i spidsen for det zambiske, hvor de senere OB-spillere Mwape Miti og Andrew Tempo blandt andre var at finde, til en tredjeplads ved African Nations Cup i 1996 i Sydafrika. En kvalifikationskamp til den turnering står i øvrigt lysende klart i Roald Poulsens erindring.

- Vi skulle møde Gabon på hjemmebane, og der var et anspændt forhold til Gabon, for det var der, flyet styrtede ned i 1993. Der var rygter om, at flyet var blevet skudt ned, at der var udøvet sabotage, i det hele taget  var der en en masse mistro. Da vi spillede den første kamp i Gabon var vi omringet af militæret i 24 timer, så der var spændinger.

- Kampen var sat til at starte lørdag klokken 15:00, og vi gik i gang med vores rutiner som vanligt. En halv time før kampen i Lusaka var vi ude for at varme op, dommerne var der, men problemet var, at der ikke var kommet noget landshold fra Gabon

- Klokken 15.00 fik vi besked på, at de var på vej. Stemningen var ved at blive ond, og det ulmede på tilskuerpladserne. Der var alt for mange mennesker inde på stadion i forhold til kapaciteten. Klokken 16.00 landede der så en helikopter inde på banen, og ud steg Gabons landshold. De havde ikke turdet køre fra lufthavnen, og kom i stedet direkte med helikopter. Kampen kom i gang med halvanden times forsinkelse.

Det var ikke lige godt for alle, at opgøret kom i gang så sent. Efter 10 minutter måtte Roald Poulsen således udskifte en af sine rutinerede spillere, der aldrig siden kom til at optræde på landsholdet.

- Han spillede en afgørende position, men det viste sig, at han havde røget noget hashlignende tobak i smug op til kampen, så han var klar til at præstere klokken 15:00. Men effekten var klinget af. Det gav i stedet den modsatte effekt. Han blev enormt træt, og han kunne ikke placere sig, sparke eller heade.Jeg blev nødt til at smide ham af landsholdet og sende et signal om, at det kunne jeg ikke acceptere. Men det er noget, vi kan joke af den dag i dag, hvor han i øvrigt er assistenttræner i en af de største klubber dernede. Han er godt klar over, at det han gjorde var forkert.

Efter den fornemme tredjeplads stoppede Roald Poulsen i jobbet. Han har siden tænkt på, at han gerne var fortsat, og det blev da også til et gensyn med Zambias landshold i 2002. Her skulle Roald Poulsen på en kort aftale føre Zambia igennem African Nations Cup.

En hollandsk træner var kort forinden blevet fyret, da han opført sig skidt, så Roald Poulsen havde kun 17 dage til at forberede holdet. Denne gang var man så også havnet i en dynamitgruppe med Senegal, Egypten og Tunesien, og da marginalerne ikke var på Chipolopolos side blev det til et hurtigt exit.

For et par år siden var en ny aftale så også på plads, men det blev dog ikke til endnu en tørn som landstræner for Zambia, da der gik lidt politik i det hele i en del af fodboldverdenen, hvor de nationale forbund ofte er afhængige af støtten fra sportsministerier.

Roald Poulsen har siden været vidt omkring, blandt andet som træner i en sydafrikansk klub, ligesom han også har været forbi Dalum og FC Fyn. Siden den 1. januar 2009 har han været teknisk direktør på Cape United Soccer School of Excellence i Cape Town, men nu vender fynboen snuden hjemad.

- Jeg fyldte 60 år i sidste måned, og vi har besluttet, at vi tager hjem inden for kort tid, og jeg rejser ikke ud igen. Jeg vil ikke udelukke, at vi skal besøge  Afrika på et tidspunkt, men lige nu har jeg dog mod på et job i fodboldens verden i Danmark, men jeg har ikke noget på hånden, slutter han.

Læs med i morgen, når vi igen snakker med en fodboldpersonlighed, der har været eller er på eventyr i det mere fodbold-eksotiske udland.

houlind@bold.dk