24.dec: Manniche, Maniche og Rui Costa

Næsten to meter høje Michael Manniche havde altid lavet mål. Først gjorde han det i Brønshøj, og siden gik turen til Hvidovre. I sommeren 1983 var der så bud efter angriberen fra udlandet, og det var ikke en hvilken som helst klub, der havde fået øje på Manniches talent.

- Jeg kunne jo ikke tage tre-fire driblinger uden at miste bolden, men det betød ikke så meget. Der var rigeligt med driblere på Benficas hold. Sven Göran Eriksson mente, der manglede noget tonnage inde i feltet, og så faldt valget på mig. På den måde blev jeg den første dansker i portugisisk fodbold, og den tredje udlænding, der skrev kontrakt med Benfica, siger Manniche til bold.dk.

- Der blev taget fint imod mig. Det gjorde det lidt lettere, at Svennis havde hentet mig derned. Han havde ført holdet til en UEFA Cup-finale i foråret, så hans dispositioner blev der ikke sat de store spørgsmålstegn ved, og efter 14 dage var jeg fast mand på holdet.

Inden Manniche erobrede en stamplads skulle han også nå at erfare, at der er forskel på Hvidovre Stadion og Estadio da Luz i Portugals hovedstad.

- Jeg kan huske min debutkamp. Vi spillede Iberia Cup på vores hjemmebane mod de spanske mestre. Der var 70.000 tilskuere, og der kunne jeg godt mærke, at det ikke var Hvidovre Stadion, jeg løb rundt på. Vi vandt, og det var rimelig heftigt, når man sammenligner med det, jeg var vant til. Jeg synes, jeg blev en bedre spiller under sådanne forhold.

God var Manniche i hvert fald på et boldbesiddende Benfica-hold. I sine fire år i Lissabon blev det således til 132 kampe og 76 mål, og danskeren nød sammenspillet med sine holdkammerater, der talte kreatører som Carlos Manuel, Diamantino og Fernando Chalana.

- Det gik det noget stærkere med målscoringen end i Danmark, for jeg blev jo fodret fra højre og venstre. I mine to midterste sæsoner i Portugal, var jeg topscorer i Benfica, og det er jeg glad for, også når man tænker på, at jeg i modsætning til mange af mine holdkammerater ikke var på landsholdet.

Mens det svingede med holdkammeraterne på banen for Manniche, så var historien en lidt anden, når det ikke handlede om fodbold.

- Det var hver mand sin fritid. Der var ikke noget med sammenkomster efter kamp og træning. De tog hjem til deres familier, og jeg tog hjem til mig selv. I de første 14 dage boede jeg dog hos min svenske holdkammerat Glenn Strömberg, indtil jeg fik mit eget. I dag ser man jo, at der bliver taget hånd om udlændinge på en helt anden måde. Jeg vidste ikke engang, hvad møntfoden hed i Portugal, da jeg tog af sted.

Manniche var Benficas stjerneangriber. Men det betød ikke, at han kom sovende til sin plads på holdet. Netop derfor gjorde det ham ikke så meget, at han ofte var overladt til sig selv uden for banen.

- Der stod fem-seks angribere lige bag ved mig, som gerne ville på holdet Jeg fokuserede meget på, at jeg skulle ind og præstere hver eneste dag. Det gav mig lidt at tænke over, og der var i første omgang ikke tid til så meget andet, siger Manniche, der trods alt gjorde, hvad han kunne for at lære at kommunikere med portugiserne.

- Vores reservemålmand kunne engelsk, men ellers var der ikke nogen, der kunne det. Så jeg blev kastet ud i at lære portugisisk med det samme og formåede at klare mig uden dog at have et ordforråd på flere tusinde ord. For at spille fodbold behøver man det heller ikke. Der er mange ting, der giver sig selv. Uden for banen kunne jeg også de mest nødvendige gloser. Hvis jeg mødte en sød pige, var det ikke så svært at spørge hende, om vi skulle sove hos hende eller hos mig, griner Manniche.

I sommeren 1987 kunne Manniche dog igen begynde at snakke dansk. Her besluttede han sig nemlig for at vende hjem til trygge omgivelser, da han slog sig ned i B 1903 efter blandt andet at have vundet to portugisiske mesterskaber.

- Festen stoppede, fordi jeg ikke orkede mere. Jeg var træt af den daglige konkurrence. Det var hårdt arbejde, og jeg var kun hjemme en enkelt måned om året i løbet af sommeren. På det tidspunkt var det den rigtige beslutning at tage hjem, men set i bakspejlet skulle jeg nok have taget et år mere.

- Lige da jeg kom hjem, var jeg rigtig glad for mig valg, men man kunne godt se, det ikke var en top 20-klub i Europa, jeg var kommet til. Der var en kæmpeforskel på B 1903 og Benfica. Jeg tænkte godt nok ’hvad er det, der sker her’, da Keld Kristensen (daværende B 1903-træner, red.), spurgte om, vi skulle træne to eller tre gange om ugen.

Trods endnu et kulturchok fortsatte Manniche dog målscoringen hos 3’erne og siden FC København. Som 51-årig kan han konstatere, at han på ingen måde er glemt i Portugals hovedstad. Han føler sig velkommen og er i kontakt med flere folk dernede fra.

En af dem Manniche holder kontakten med er klubbens nuværende sportsdirektør, Rui Costa, som danskeren vidst nok gav lette arbejdsbetingelser i midtfirserne.

- Jeg snakker med ham indimellem og hilste på ham, da Benfica havde været i Parken for at møde FCK for nogle år siden. Jeg nåede ikke at spille sammen med ham, men han var bolddreng for vores hold. Det snakkede vi faktisk om. Han mente, han havde løbet efter mange af mine bolde, mens jeg sagde til ham, at der maksimalt kunne være tale om et par stykker om året.

Manniche er endda så populær i Portugal, at en Benfica-knægt, der nu tørner ud for Sporting Lissabon blev opkaldt efter ham.

- Da Maniche var ung, havde han langt hår, der var lysere, end det er i dag. Hans holdkammerater mente han lignede mig, selvom han var en meter kortere og havde en langt bedre teknik. Det er vidst dem, der har givet ham navnet. Jeg mødte ham faktisk, da han sammen med Atletico Madrid var i Danmark for at spille.

- Jeg spurgte, om jeg ikke kunne få hans trøje, når der nu stod så flot et navn på den. Det måtte jeg godt, hvis han kunne få en af mine tidligere Benfica-trøjer, som han kunne give videre til sin far, og det kunne han selvfølgelig, slutter Manniche.

houlind@bold.dk