I 1995 rykkede landsbyklubben Herfølge op i Superligaen og gik i den anledning på transfermarkedet for at forstærke sig. Af de mere eksotiske indkøb var den 25-årige nyslåede færøske landsholdsmålmand Jakup Mikkelsen fra Klaksvik.
Udover 76 kampe for Klaksvik, havde Jakup Mikkelsen noget utraditionelt scoret fire mål på straffespark, og er således den mest målfarlige målmand, der nogensinde er hentet til dansk topfodbold. Mikkelsen fortsatte som straffesparksskytte i SAS Ligaen og scorede to mål i sæsonen 1998-99.
- Det gjorde han, fordi han var den bedste. Han var jo stensikker. Jeg kan godt nok huske, at han brændte en enkelt, men det gør alle jo, husker hans daværende holdkammerat i Herfølge, Steven Lüstü.
Forsvarsspilleren, som i dag er at finde i Silkeborg, husker at straffespark bestemt ikke var det eneste, Jakup Mikkelsen kunne finde ud af.
- Han havde en enestående teknik af en målmand at være. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var sjovt at spille sammen med ham, for du kunne lægge den tilbage til ham på de mærkeligste måder og alligevel kunne han få den pillet ned, siger Lüstü til bold.dk og fortsætter med store ord fra en spiller, der som dansk landsholdsspiller har spillet sammen med Peter Schmeichel og Thomas Sørensen.
- Han er en af de bedste målmænd, jeg har spillet sammen med, det er helt sikkert. Jeg tror han kunne have drevet det vidt, men jeg tror desværre, at han havde det der meget ydmyge færøske temperament imod sig. Han havde alle kvaliteterne. Han var god i feltet og lynhurtig på stregen, og så havde han den der fabelagtige teknik.
Alligevel drev Jakup Mikkelsen det aldrig til noget større end Herfølge på klubplan, men det kunne også være godt nok. I sæsonen 1999-2000 spillede han nemlig en stor rolle i den største sensation, dansk fodbold har budt på i nyere tid.
Den 25. maj 2000 sikrede Herfølge sig nemlig mirakuløst sit første mesterskab nogensinde, da de spillede 1-1 på udebane mod Silkeborg samtidig med at AB besejrede Brøndby 2-0 på to mål af Peter Løvenkrands.
Sæsonen efter gik det galt. Mesterskabet gav en del opmærksomhed til nogle af Herfølges bedste spillere, som blev købt af konkurrerende klubber, og den næste sæson rykkede Herfølge ned. Jakup Mikkelsen skiftede til norske Molde, hvor han havde svært ved at spille sig på holdet.
Efter et par sæsoner i Norge og en enkelt i den skotske klub Partick Thistle vendte han tilbage til Færøerne, hvor han i dag spiller i B36 i Torshavn. Han er fortsat aktiv på det færøske landshold, og vogtede senest målet i 3-1 nederlaget mod de italienske verdensstjerner.
Igennem det meste af sin indtil videre 52 kampe lange landsholdskarriere har han i øvrigt delt pladsen med den tophue-bærende Jens Martin Knudsen.
I Herfølge vil de huske Jakup Mikkelsen som en fremragende keeper, som stod i den længste periode klubben nogensinde har tilbragt i Danmarks bedste række, som målmanden der var med til at sikre klubben den suverænt største triumf nogensinde og som en fyr hvis behagelige væsen måske kom til at stå lidt i vejen for den store fodboldkarriere.
- Han var utrolig gæstfri og utrolig hyggelig. Han kunne ikke slå en bule i en flødebolle. Der var langt til Peter Schmeichel på den front, hvis man kan sige det sådan, griner Steven Lüstü.
Læs med i morgen, hvor vi ser tilbage på manden med Afrikas hårdeste venstrebensspark, hvis ophold i Danmark fik en brat ende.
jakob@bold.dk































