6. dec: Da Knudsen blev gasblå i hovedet

Den danske europamester og topscorer fra EM i 1992, Henrik Store Larsen, blev i maj måned 2002 udnævnt til ny landstræner på Færøerne, hvor han skulle følge op på det arbejde, som Allan Simonsen gennem flere sæsoner havde lavet med det færøske landshold.

Henrik Larsen sagde i samme ombæring farvel til trænertjansen i 2. divisionsklubben Ølstykke, og det var noget af et kulturchok han løb ind i. Indstillingen hos de færøske spillere var nemlig unik.

- Ved nogle af træningerne i Ølstykke, havde jeg tænkt ’hold da kæft, kan de ikke give sig mere end det her’. Færingerne var meget mere dedikerede, og det tror jeg, der er nogle med dansk rødbedepas, der godt kan lære lidt af, siger Henrik Larsen og uddyber:

- Det var en god oplevelse at træne det landshold. Det var nogle gutter, der utroligt gerne ville spille fodbold. De gav alt, hvad de havde i alle kampe og til træning. De sprang aldrig over, hvor gærdet var lavest. Der var fuld fokus. De var meget dedikerede og gjorde det rigtig godt i rigtig mange kampe. De har en utrolig stolthed over for deres land. Det kan man se på banen, og den måde de går til den på i nærkampene. De giver alt, hvad de har. På den måde var det fantastisk.

- De går meget op i fodbold. Der er vel 5000 fodboldspillere deroppe, og de fleste bygder har en kunstgræsbane, så der er masser af muligheder for at spille fodbold. Men der er ikke så mange spillere at tage af, og derfor kan man ikke lade være med at lade sig imponere af de resultater, de laver, siger Henrik Larsen og husker tilbage på et par kampe mod mægtige Tyskland.

- Vi spillede ude mod Tyskland, hvor de kom på 2-1 til sidst i kampen, inden vi brændte en stor chance og ramte stolpen. På hjemmebane stod det 0-0, inden vi tabte med 0-2 i overtiden. Så vi var tæt på at skabe de store resultater og fik da også spillet uafgjort mod Skotland. Det var med ryggen mod muren hver eneste gang, og selvom vi ikke trænede så meget, som de fuldtidsprofessionelle spillere, vi mødte, så var vi med fysisk langt hen ad vejen, lyder det fra Henrik Larsen.

Han var både vellidt blandt spillerne, og den færøske befolkning bød ham også velkommen med åbne arme, når Store forlod bopælen i Danmark for at se fodbold på den nordatlantiske ø.

- De færøske spillere tog godt imod mine ideer, og det virkede som om, at de var glade for mig. Jeg havde fire rigtig gode år som landstræner. Det var lige meget, hvor jeg så fodbold deroppe, så blev jeg inviteret på kaffe og kunne komme ind og få varmen.

- Vejret var ikke altid lige godt, men der er en gæstfrihed, som man ikke oplever mange steder. Man føler sig privilegeret, og så er der den fantastiske natur, når man skulle derop og se fodbold.

Nogle gange måtte Henrik Larsen dog leve med, at forholdene ikke var helt som, han havde været vant til. Eksempelvis, da det færøske fodboldforbund havde valgt den billigste løsning i forbindelse med et par landskampe.

- Allan havde været der før mig og havde fået sat godt skik på tingene. Men vi var nogle gange lidt uheldige med vores udlandsrejser. Vi skulle blandt andet møde Cypern på udebane, inden det gjaldt Irland nogle dage senere. Vi skulle flyve med et cypriotisk lavprisselskab, og det var noget, der tog tid. En ting var, at vi brugte lang tid på at komme til Cypern, men da vi så skulle til Irland, var flyet aflyst, og vi skulle overnatte på et hotel i lufthavnen.

- Vi skulle have landet søndag aften i Irland, men var der først tirsdag morgen, og kampen var om onsdagen. Vi var helt væk i første halvleg, og var bagud 0-3 ved pausen. Der fandt de vidst ud af, at det ikke altid kan betale sig med den billige løsning.

Af spillere som Henrik Larsen havde under sine vinger, er det især navne som Jon Roi Jacobsen, Julian Johnson, Jakup a Borg samt keeperne Jakup Mikkelsen og Jens Martin Knudsen, der imponerede ham.

Udover at være en habil målmand var Knudsen kendt i det store fodboldudland på grund af sin hvide uldtophue, og den skulle han spille med lige meget hvad.

- Vi skulle møde Schweiz på udebane i 35 graders varme, og han skulle have den hue på. Men han kom til at mangle lidt væske i hovedet til sidst, for han var helt gasblå i hovedet. Vi tabte med 0-6, erindrer Henrik Larsen, inden han konstaterer

- Jeg tror, den havde givet ham held, og den beskyttede ham lidt. Han følte i hvert fald den hjalp, men det gjorde den altså ikke i 35 graders varme. Men han fortsatte nu med at spille med den, siger Henrik Larsen, der ikke helt var indstillet på at sige farvel til Færøerne i 2005.

- Jeg havde gerne fortsat et par år mere. Men de ville gerne have en lokal, der var bosiddende deroppe. Men det var nogle rigtig gode folk, jeg arbejde sammen med.

Henrik Larsen er i dag ungdomstræner i Lyngby, hvis førstehold han også tidligere har trænet.

houlind@bold.dk