AaB -7. december: Det nordjyske millionflop
Foto:
2007-12-07 08:00:01
Foto:

7. december: Det nordjyske millionflop

Hver dag frem mod jul vil bold.dk kigge nærmere på en udenlandsk profil, som har gjort sig i dansk fodbold. I dag kigger vi på AaBs ambitiøse hollandske indkøb Clemens Zwijnenberg.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Året er 1997 og det kører rigtig godt for AaB. To år forinden har klubben vundet sit første mesterskab, og salget af det unge stjerneskud Jesper Grønkjær åbnede op for indkøb af spillere som Ståle Solbakken og Frank Strandli.

Nordjydernes største problem havde været defensiven, men det syntes afhjulpet da klubben i vinterpausen nærmest sensationelt kunne præsentere den hollandske forsvarsspiller Clemens Zwijnenberg fra storklubben Feyenoord. Et klart signal om ambitioner, og selvom AaB måtte punge ud med flere millioner kroner, var det på papiret et godt køb.

- Som udgangspunkt synes jeg de havde lavet et fornuftigt indkøb med en, som havde et rigtig, rigtig godt CV fra en storklub, og vi kunne også godt se ude på træningsbanen, at der var nogle kvaliteter i ham, siger den daværende AaB-spiller og nuværende assistenttræner i FC Midtjylland, Thomas Thomasberg til bold.dk.

Clemens Zwijnenberg debuterede i en hjemmekamp mod AGF den 19. april 1998, og det kom ikke helt til at gå, som AaB havde håbet. Ved stillingen 2-2 scorer Zwijnenberg nemlig selvmål og AGF vinder siden kampen med 4-2. Den uheldige debut var et varsel for hvad der ventede.

- Han fik en lidt dårlig start, var med til at koste nogle mål og fik i det hele taget lidt dårlig omtale. Jeg tror han var handicappet af, at han kom til en anden spillestil efter at være vant til at spille 4-3-3 i Holland, husker Thomas Thomasberg.

Clemens Zwijnenberg fik aldrig rigtig fodfæste i Aalborg, og da holdet sæsonen efter kunne hæve mesterskabstrofæet for anden og foreløbig sidste gang i klubbens historie, var hollænderen for længst over alle bjerge.

Han blev først udlejet til Feyenoord og siden til Bristol City i England, men han blev aldrig rigtig det samme efter det mislykkede ophold i AaB. Det blev således kun til henholdsvis otte og tre kampe for de to klubber, inden han skiftede til NAC Breda, som året efter solgte ham videre til østrigske SC Austria Lustenau.

Her spillede han blot fire kampe, inden han måtte indstille sin professionelle karriere i en alder af blot 30 år. Han har dog ikke givet slip på fodbolden, da han i dag er cheftredaktør for et lille hollandsk fodboldblad.

For Clemens Zwijnenberg blev opholdet i Danmark og AaB begyndelsen til enden af fodboldkarrieren, og for AaB blev han måske det største flop i klubbens historie. Alligevel fastholder Thomas Thomasberg, at det var rigtigt set af AaBs ledelse at hente den store, stærke forsvarsspiller.

- Det var specielt, at man kunne hente en spiller i Feyenoord, men det endte desværre ikke på den måde, man havde håbet. Jeg syntes egentlig, at AaB havde set rigtigt med at hente ham, men omstændighederne gjorde, at det ikke gik op i en højere enhed, slutter Thomas Thomasberg.

Clemens Zwijnenberg spillede ni kampe for AaB, og scorede - bortset fra selvmålet mod AGF - ingen mål. 

Læs med i morgen, hvor vi ser nærmere på sekundaklubbernes konge, som i slutningen af halvfemserne slog sine folder i Århus.

jakob@bold.dk

Annonce
Annonce

9 kommentarer

Se kommentarer
Annonce