61-årige Flemming Serritslev havde næsten 30 års trænererfaring - blandt andet otte år som assistent på A-landsholdet og seks år som U21-landstræner, da han i 2008 søgte væk fra de trygge rammer i Danmark.
Han tog noget så usædvanligt som et trænerjob i nigeriansk klubfodbold hos Nasarawa United FC fra den bedste række, og det blev et kort, men også lærerigt ophold.
- På klubplan har nigeriansk fodbold jo aldrig rigtig fyldt noget set med internationale briller. Men de har produceret et hav af dygtige spillere igennem tiderne, og det var en stor udfordring for mig at arbejde med en anden type spillere, ligesom jeg så det som en stor oplevelse, siger Flemming Serritslev til bold.dk.
Den rutinerede træner fik ret hurtigt udryddet nogle af de fordomme, som mange har om afrikansk fodbold.
- Spillerne var faktisk yderst disciplineret, og det havde jeg måske ikke lige forventet. De gjorde for det meste, hvad der blev sagt, og de var en fornøjelse at arbejde med. De er fysisk meget stærke, mens det taktiske halter lidt.
- Vi trænede på den opvisningsbane, hvor vi også spillede kampe, og det var faktisk en glimrende græsbane - en af de allerbedste i Nigeria. Men okay, når vi spillede på udebane, var det nogle gange på nogle knoldede marker, siger Serritslev, der dog hurtigt fandt ud af, at udebaneturene var mere end svære at få positive resultater ud af.
- Det var stort set umuligt at vinde på udebane. Dommerne var betalte, og det hele var gennemført korrupt. Det var helt vanvittigt nogle gange, og jeg blev selvfølgelig tosset. Men mine spillere sagde til mig; Take it easy, Mr. Flemming. This is Nigeria, fortæller en grinende Serritslev, der forlod Nasarawa United FC efter fem måneder, hvor han kun havde fået en lille brøkdel af den løn, som han var blevet lovet.
Armensk succes
Men Serritslev tog ikke tilbage til Danmark. Han havde mod på mere eventyr, og han røg direkte fra Nigeria til Armenien og en tjans som U21-landstræner.
- Jeg havde faktisk fået tilbudet fra Armenien, allerede inden jeg tog til Nigeria, og man kan set i bakspejlet sige, at jeg traf det forkerte valg, siger Serritslev, der denne gang blev mødt af helt andre forhold.
- Jeg var i Armenien for første gang for 15 år siden, da A-landsholdet var i gruppe med dem. Dengang var det lidt pauvert og fattigt, men der er virkelig sket noget siden. Hovedstaden Yerevan er en virkelig smuk by, og armenierne er et utrolig flinkt folk.
- De fleste i forbundet snakkede engelsk, og jeg havde også en tolk med undervejs, så sproget var intet problem. Jeg var U21-landstræner i et halvt år, inden jeg blev teknisk direktør i forbundet. Jeg blev ansvarlig for talentudviklingen og for træneruddannelse, og det var en meget spændende udfordring, siger Serritslev, der i sine sidste måneder i jobbet, kunne se A-landsholdet få en fremragende start på EM-kvalifikationen med blandt andet en uafgjort i Makedonien og senere sejre over Slovakiet og Andorra.
- Det var meget specielt for mig. Der var otte drenge fra mit U21-landshold i truppen og fem i startopstillingen mod Slovakiet. Der er virkelig et stort potentiale i spillermaterialet dernede, og jeg tror ikke, de har gjort sig bemærket for sidste gang, siger Serritslev, der efter at have opfyldt sin halvanden år lange kontrakt med armenierne igen, valgte helt andre græsgange.
Flinke iranere
Han skiftede således Armenien ud med et job i den iranske klub Mes Kerman.
- Jeg kunne være blevet i Armenien, men for at sige det lige ud, så var tilbuddet fra Iran rigtig godt økonomisk. Iranerne ville have haft, at jeg startede tidligere, men jeg var blevet behandlet fremragende i Armenien, så jeg ville opfylde kontrakten, fortæller Serritslev fra Iran, hvor han nu har været godt tre måneder.
- Ligesom de andre steder, så må jeg bare sige, at virkeligheden ikke altid matcher det billede, som medierne har fået opstillet. Iranerne er ligesom armenierne nogle utroligt dejlige mennesker, og jeg har kun godt at sige om mit ophold her indtil videre.
- Niveauet er meget høj hernede efter min mening. Økonomisk er det så godt, at de fleste spillere ligeså godt kan spille her som i Europa, og det giver en stærk liga, siger Serritslev, der er ansat som teknisk direktør med primær fokus på talentudvikling, ligesom han rådgiver klubbens præsident om førsteholdet.
- Men jeg køber ikke spillere. Det ved jeg for lidt om iransk fodbold til endnu. Jeg har skrevet en etårig aftale, selvom de ville skrive for tre år. Jeg ville først lige lære kulturen og forholdene at kende, men indtil nu har det kun været positiv, slutter den danske eventyrer.
Læs med i morgen, når vi igen snakker med en fodboldpersonlighed, der har været eller er på eventyr i det mere fodbold-eksotiske udland.
mikael@bold.dk



Mes Kerman
EM
1. Division
Nasarawa United
Armenien































