Luk

9. dec: Jysk talentfabrik fanget i DS

| Danmarksserien | 9 kommentarer
9. dec: Jysk talentfabrik fanget i DS
Foto: Holstebro B

Hver dag frem mod jul besøger bold.dks julekalender en tidligere divisionsklub, der nu er at finde længere nede i rækkerne. I dag med den største jyske by uden et divisionshold, Holstebro, der føler sig tvunget på spillerjagt for at sikre billetten til 2. division.

Fodbold er andet end Champions League, Superliga og VM-slutrunder. Hver dag frem mod jul besøger bold.dk en tidligere divisionsklub, der nu er at finde længere nede i rækkerne. I dag med Holstebro Boldklub, der har en lang tradition i de danske divisioner.

Fra første besøg i divisioner i 1937 og frem til 1987 var man i alt 16 sæsoner oppe og snuse til landets bedste rækker uden dog at gøre det store væsen af sig. Og fra 1990 og frem etablerede man sig så for alvor og havde en periode på hele 21 år uafbrudt i divisions-systemet.

Den nuværende formand - og desuden tidligere Herning Fremad og Ikast FS-spiller - Torben Sjørvad nåede mere end 200 førsteholdskampe for Holstebro B i en periode, hvor man vekslede mellem 1. division og 2. division og samtidigt på det nærmeste sprøjtede talenter ud, der kunne begå sig på et noget højere niveau. 

Spillerjagt skal sikre divisionsbold

Folk som Jakob Kjeldberg, Bo Hansen, Morten Skoubo, Jesper Mikkelsen, Søren Krogh, Jens Risager, Jens Madsen og Henrik Tønnesen er således spillere, som man kan prale af at have helt eller delvist udviklet. Umiddelbart en stærk kontrast til nutidens noget mere anonyme placering midt i Danmarksserien, men så simpel er situationen ikke for klubben i Jyllands største by uden et divisionshold. Grundlaget for at have et divisionshold er således ikke så meget anderledes end tidligere, men er bare ikke helt fulgt med tiden.

- Der er slet ingen tvivl om, at vi bør ligge i minimum 2. division. Ikke kun på grund af byens størrelse, men også på grund af klubbens historik. Vi skal mindst én række op snarest muligt, og vi gør et ærligt forsøg for øjeblikket. Lige nu og her har pointhøsten i dette efterår ikke været god nok, men der er trods alt ikke mange point op til oprykningspladserne, siger Sjørvad til bold.dk og tilføjer:

- Nyheden i Holstebro Boldklub lige nu er, at vi vil ud og finde nogle spillere, som kan højne kvaliteten på holdet, så vi er gode nok til at rykke op. Tidligere har vi altid baseret holdet primært på egne talenter, men vi vil denne vinter ud og finde nogle stærke folk udefra. Vi er på markedet og søger, og det bør være muligt at hente nogle profiler ind. Det er i hvert fald signalet herfra og vores mål.

Udvikler talenter for andre klubber

Økonomisk er udfordringerne store i HB - som i alle andre danske fodboldklubber. Og konkurrencen fra byens håndbold-hold gør ikke missionen med at hente sponsorkroner nemmere.

- Men vi har egentligt ikke mærket den helt store nedgang i indtægter, selvom vi nu er i DS. Vi kan ikke klage helt vildt over sponsorgrundlaget og deres velvilje. Indtægterne er nogenlunde intakte i forhold til tidligere. Problemet er, at vi har ikke udviklet økonomien, og det er nødvendigt for at kunne følge med de konkurrenter i divisionerne, som vi historisk set har målt os med, siger Sjørvad og peger i stedet på talentområdet som den største udfordring for øjeblikket:

- Vi har stort set altid kunnet udvikle spillere af kvalitet til vores førstehold og nogle, der kunne drive det endnu videre. Og talenterne er der i princippet stadigvæk på vores stærke U14 og U15-hold, men derefter er det også slut. Når de bliver U17-spillere, forsvinder de, fordi vi kun har U17 og U19-hold i den tredjebedste række. Det er en kedelig konsekvens af licenssystemet. Vi kan ikke længere som før i tiden holde på dem til de bliver seniorspillere.

- Vi kæmper i øjeblikket for i første omgang for en licens, men må konstatere, at vi indtil da udvikler for andre. Især Randers har været på rov hos os i de senere år. Vi plejer internt at sige, at de på det nærmeste bor i vores klubhus. Sådan er det. Sådan er fødekæden, men det er en udvikling, som vi meget gerne skal have stoppet.

- Når jeg kigger rundt i de danske klubber, så er der vel omkring ti tidligere HB-spillere, der er inde omkring U-landsholdene. En Lucas Jensen i Viborg, en Marc Højlund med flere i Randers og så videre. Vi udvikler dem stadig her i Holstebro, men de forsvinder bare allerede som 13-14 årige, hvor vi tidligere har kunnet beholde dem noget længere, slutter Sjørvad.

Fakta:
Holstebro Boldklub - stiftet 21. marts 1921
Sæsoner i divisionerne: 37
Bedste resultat: Nummer tre, 1. division i 1995
Nuværende række: Danmarksserien
Profiler: Oluf Skjelmose (på holdet, som vandt JM for Juniorer i 1928, og var på seniorholdet til 1932, hvor han skiftede til Aarhus FC. I 1934 fik han landsholdsdebut samt blev kåret til ”Årets Fund” af Idræts-Bladet), Bo Hansen (talentet blev udviklet i HB, men gennembruddet kom i Brøndby IF), Kim Kristensen (siden BK Frem, FC Midtjylland, Herfølge BK og Vejle BK)
Fun fact: Holstebro BK har lagt ryg til såvel en debuterende Verdensmester som en Europamester! Den 9. april 1978 var Holstebro BK på besøg hos Herning Fremad, der satsede stort ved starten på ”Betalt Fodbold” og havde hyret anføreren for de engelske Verdensmestre i 1966, Bobby Moore, der fik sin debut i Danmarksturneringen den dag. Holstebro BK vandt dog 1-0. Den 30. marts 2003 kom Kolding FC på besøg i Holstebro til et 0-0 opgør i 2. division. KFC’s debuterende træner var selveste Richard Møller Nielsen, cheftræner for de danske Europamestre  i 1992.

Kilde: danskfodbold.com

mikael@bold.dk


Af Mikael Blond

9 kommentarer

hiatt 12:09          
Det er lige præcis det forbanede ved DBUs licenssystem. Evig og altid skal de "store" klubber favoriseres. Selvom det ofte er de mindre klubber, som eksempelvis Holstebro, der fremelsker talenterne, så skal DBU via deres licenssystem bestemme, hvem der skal høste frugterne af de frivillige leders store arbejde i de mindre klubber. Det skulle jo nødig - i modsætning til i gamle dage - lykkes for nogle af de mindre klubber, at arbejde sig op igennem divisionerne.

Den dag de frivillige klubfolk i de mindre klubber bliver trætte af, at se andre høste frugten af deres arbejde får dansk fodbold et alvorligt problem.

NB: Har selv flere gange været på besøg i Holstebro. Det er altid et hyggeligt sted at komme på besøg. Håber de kommer tilbage i divisionen.
Leifi 13:53          
Ja DB-tumpe-U, pisser på de mindre klubber!!
Soccerpop 14:19          
Er skribenten West Ham fan? "Sir" Bobby Moore?
Pjalte 17:48          
Dejlig gennemgang.
Nu har jeg selv stiftet et positivt bekendtskab med HB´s gode ungdomsarbejde, da jeg med mine egne U14-drenge mødte dem i JBU-turneringen i Jyllands højeste række.
Nogle rigtig dygtige drenge, der er teknisk meget velfunderede og kvikke på fødderne - og jeg har hørt at deres U15´ere skulle være endnu dygtigere - de sluttede #2 i den jyske Eliterække, som de ellers længe havde ført, 1 point efter FCM, foran licensklubber som AaB, Randers og Viborg.
Derfor må det da være utroligt ærgeligt for en klub med ambitioner, at de skal afgive deres bedste spillere, pga. manglende licens, nu det er bevist, at de selv kan udvikle dem i et godt miljø.

Der skal da i den grad hurtigst muligt ansøges om T-licens, men det bliver nok lidt svært, når klubben intet U13 Drenge hold har i denne sæson.
pibbles|FCBayern 18:04          
Er skribenten West Ham fan? "Sir" Bobby Moore?
Han er i hvertfald slået til ridder. Så der er ikke noget at komme efter.
Soccerpop 20:03          
Det er han under ingen omstændigheder.
Napoleon XIV 21:05          
@soccerpop: Bobby Moore blev tildelt Order of the British Empire i 1967. Det giver retten til at blive kaldt Sir.
Tirsdag 23. juli