Sydbank Pokalen -AaB-chef: Må stå for HB Køges egen regning
2019-10-30 20:08:48
Foto: Getty Images

AaB-chef: Må stå for HB Køges egen regning

AaB’s direktør, Thomas Bælum, giver ikke meget for HB Køge-udmeldingen om, at onsdagens pokalkamp godt kunne være spillet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Et uheld på Storebæltsbroen har skabt store udfordringer for to af onsdagens tre kampe i Sydbank Pokalen.

Først kom det frem, at SønderjyskE var fanget i den massive kø på broen, men en udsættelse på to timer sikrede, at kampen spilles.

Kampen mellem HB Køge og AaB er derimod aflyst, da udeholdets varevogn med materialer fra det nordjyske blev fanget på Fyn blandt de mange stillestående og ikke kunne nå frem, så kampen kunne starte onsdag aften.

Til stor ærgrelse for HB Køges adm. direktør, Per Rud, der godt mente, at kampen kunne have været spillet.

Den kritik giver hans direktør-kollega i AaB, Thomas Bælum, dog ikke meget for, fortæller han til bold.dk.

- Nu tror jeg, at folk, der har spillet fodbold på Superliga-niveau, godt ved, at det er svært at låne udstyr af hinanden. I den her bil var altså nogle af spillernes støvler, der var drikkedunke fyldt med deres kosttilskud og forbindinger, medicin og tape.

- Der var også et spillersæt med vores hovedsponsor, som nok ville undre sig, hvis vi stillede op i hvide t-shirts. Det var rigtig svært, så det må stå for HB Køges egen regning, siger Thomas Bælum til bold.dk og tilføjer:

- Vi snakker altså professionelle fodboldspillere, der har et helt sæt gear til hver. Man kan ikke bare låne sig ud af det. Det var ikke en mulighed. Det tror jeg alle i professionel fodbold ved. Man kan ikke undvære en fuldt udstyret materialevogn.

AaB-mandskabet flyver onsdag aften tilbage til Aalborg, og nu skal Divisionsforeningen og DBU tale sammen med HB Køge og nordjyderne om at finde en ny dato til kampen.

- Vi er da superærgerlige. Vi har været derovre siden klokken 11. Vi er ærgerlige for både tilskuere og sponsorer, siger Thomas Bælum til bold.dk og slutter:

- Vi ville selvfølgelig gerne have taget den kamp. Nu bliver vi presset på et andet tidspunkt. Men når sådan noget sker, så er der ikke meget at gøre.

AaB møder søndag eftermiddag FC Midtjylland på hjemmebane, mens HB Køge lørdag tager imod Viborg FF.

Annonce

63 kommentarer

Se kommentarer
Annonce