Der er spillet 11 runder i 3F Superligaen, hvilket betyder, at grundspillet er halvvejs, og at alle hold har mødt hinanden én gang.
I den anledning har bold.dk kigget på lidt statistik fra de første 11 spillerunder, og her er AaB kommet fremragende fra land.
Nordjyderne ligger aktuelt nummer tre i Superligaen med 21 point, og det er faktisk AaB's bedste sæsonstart i 20 år.
I 2001/02 havde AaB skrabet 25 point sammen, hvilket man også præsterede i 1996/97, og det er nordjydernes rekord, når det kommer til pointhøst efter 11 runder.
I det store billede er denne sæsons pointhøst den fjerdebedste i AaB nogensinde, og faktisk er den bedre end to af de seneste tre mesterskabssæsoner for nordjyderne.
I 2007/08 havde AaB hentet 20 point efter 11 runder, mens de i 2013/14 stod noteret for 18 point - i begge sæsoner endte nordjyderne med at tage guldet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Især defensivt har Marti Cifuentes' tropper været stærke, idet holdet kun har lukket ni mål ind i de 11 kampe.
Det er næstfærrest i klubbens Superliga-historie - kun i 2009/10 lukkede man færre mål ind, nemlig otte styk.
I 2006/07 præsterede AaB også kun at lukke ni mål ind efter 11 kampe.
Bedste sæsonstarter i AaB:
| År | Point | Mål | Slutplacering |
| 1996/97 | 25 | 24-13 | 5 |
| 2001/02 | 25 | 21-14 | 4 |
| 1998/99 | 23 | 26-11 | 1 |
| 2021/22 | 21 | 18-9 | |
| 1995/96 | 20 | 25-10 | 5 |
| 2012/13 | 20 | 24-11 | 5 |
| 2006/07 | 20 | 16-9 | 3 |
| 2007/08 | 20 | 21-19 | 1 |
Kilde: Superstats.dk
Stærk keeper har markeret sig
Flere AaB-spillere markerer sig også positivt i Superliga-statistikkerne efter de første 11 runder.
Målmand Jacob Rinne har noteret sig fem clean sheets, hvilket er flest sammen med FC Midtjyllands Elias Olafsson og FC Københavns Kamil Grabara.
Rinnes redningsprocent ligger på 79,1, hvilket kun overgås af FC Midtjyllands to keepere Jonas Lössl, der noterer sig 79,2 procent og Elias Olafssons flotte 100 procent.
Værd at bemærke er, at Rinne har stået for 34 redninger, mens Lössl har haft 19 og Olafsson 16 styk.
Superligaens luftkonge og maratonmand
Også forsvarsgeneral Rasmus Thelander har markeret sig flot, og han er Superligaens luftkonge med flest vundne dueller i luften - 52 styk.
Nummer to er Viborgs Mads Lauritsen med 46, mens Marvin Egho fra Randers noterer sig 45.
Midtbanemanden Iver Fossum noterer sig desuden rekorden for flest meter løbet i de første 11 runder. I alt har nordmanden løbet 109.484 meter.
Silkeborgs Nicolai Vallys er nummer to med 108.945 meter løbet, mens Randers' Lasse Berg Johnsen noterer sig 103.363 meter.
Pedro Ferreira topper desuden listen for flest bolderobringer med 35 efterfulgt af FCK's Davit Khocholava med 32 og OB's Aron Thrandarson, som har 29 af slagsen.
Kilde: Superliga.dk.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AaB
3F Superliga
























