International -AaB scorer millioner på Abildgaard-leje
2020-02-04 12:46:02
Foto: Getty Images

AaB scorer millioner på Abildgaard-leje

Oliver Abildgaards lejeaftale blev et kompromis mellem AaB og Rubin Kazan og indbringer omkring tre millioner kroner, erfarer bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Et ellers stille og roligt transfervindue endte særdeles hektisk for AaB. Den nordjyske klub solgte først Mikkel Kaufmann til FC København, og mandag aften kunne klubben så offentliggøre, at Oliver Abildgaard var lejet ud til russiske Rubin Kazan resten af sæsonen.

AaB havde ellers meddelt torsdag, at de forhandlede om et salg af den 23-årige midtbanespiller, men det ændrede sig altså siden til en lejeaftale med købsoption.

Ifølge bold.dk's oplysninger blev AaB mødt af to argumenter, for at det i første omgang skulle være en lejeaftale i stedet for et direkte salg.

Den russiske klub har store problemer med financial fair play, og det kunne forværre situationen med et køb her og nu. Rubin Kazan er allerede udelukket fra europæisk fodbold af UEFA frem til sommer, efter at de i 2018 fik to års karantæne, fordi de havde overtrådt reglerne for financial fair play.

Derudover ville klubben pludselig gerne se den unge dansker i aktion, og de ville derfor have Oliver Abildgaard til at træne med i tyrkiske Belek, hvor klubben er på træningslejr.

Det afviste både hovedpersonen selv og AaB dog, da de som udgangspunkt ikke lader deres etablerede spillere prøvetræne i andre klubber.

Kompromiset blev derfor en lejeaftale, der ifølge bold.dk's oplysninger giver AaB omkring tre millioner kroner i kassen, samt en købsoption til sommer.

Købsoptionen bliver udløst automatisk, hvis Rubin Kazan bruger Oliver Abildgaard i et vis antal kampe i foråret, erfarer bold.dk.

Oliver Abildgaard nåede 91 førsteholdskampe for AaB.

Annonce

11 kommentarer

Se kommentarer
Annonce