Aarhus Fremad har siden sommeren 2008 haft polske Krzysztof Popczynski som cheftræner. Det er aarhusianerne godt tilfredse med, så træneren har netop fået forlænget sin kontrakt med klubben.
- Jeg synes, klubben er rigtig god, og jeg kender alle personerne og spillerne. Jeg føler, at det er min familie, og mit hjerte banker for klubben. Jeg vil gerne vinde mange ting med Aarhus Fremad, og vi er på rette vej, siger Popczynski i en pressemeddelelse.
Fremad har i starten af foråret måttet afgive førstepladsen i 2. division Vest, men klubben tror på, at træneren kan sikre oprykningen til sommer.
- Aarhus Fremad har under Krzysztofs tid udviklet sig enormt positivt med en attraktiv spillestil og et rigtigt godt træningsmiljø. Krzysztofs dedikation til jobbet tåler ingen sammenligning, og jeg er 110% sikker på, at han og holdet formår at indløse billetten til 1. division til sommer, siger direktør Søren Østergaard.
Popczynskis nye kontrakt med 'Byens nr. 2' løber frem til udgangen af 2014.



Aarhus Fremad
CampoBet 2. division



























