Det sidste halve år har han jævnligt trænet med førsteholdet i FC Midtjylland, men denne sommer er den 18-årige offensive midtbanespiller, Mads Albæk, blevet rykket op i ulvenes A-trup.
- Jeg er rigtig glad for at have fået den her chance, og det gælder bare om, at jeg suger til mig, så meget som jeg kan. Jeg er stadig meget ung, og det gælder for mig om at lære alt det, jeg kan, siger Mads Albæk, til klubbens hjemmeside.
Albæk går stadig i handelsskolen og har en fortid på klubbens akademi, men han ved godt, at han ikke skal være fast mand på SAS Liga-holdet i efteråret.
- Jeg skal være med, og så håber jeg på at komme på bænken, så jeg kan opleve lidt af kulissen på SAS-Arena, siger Albæk, der også kunne finde på at kopiere andre FCM-talenter som Christian Sivebæk og Jesper Juelsgaard, der sidste år blev lejet ud til Skive i jagten på førsteholdsfodbold.
Mads Albæk har spillet på danske U-landshold lige fra U16 til U19 og blev i 2006 kåret til årets U17-talent.


FC Midtjylland
3F Superliga































