Luk

Allan O. har fået glæden tilbage

| Veikkausliga | 1 kommentar

Infoboks

Den tidligere Brøndby, FCN- og Randers-spiller Allan Olesen har fået glæden til fodbold tilbage i Mariehamn, og han tøver ikke med at anbefale finsk fodbold til sine landsmænd.

Efter et par svingende år i Randers FC og norske Haugesund skiftede den tidligere Brøndby- og FC Nordsjælland-spiller Allan Olesen i vinter til finske Mariehamn. Den humørfyldte højreback har været fast mand hele sæson og er meget tilfreds med sin beslutning.

- Finsk fodbold bliver måske ikke regnet for så meget hjemme i Danmark, og der er da også enkelte hold, hvor man tænker; hold da op. Men niveauet er faktisk ganske godt, og ligesom svensk fodbold er finsk fodbold på vej frem efter at have været nede i en bølgedal.

- Se bare på Helsinki, der slog Schalke i Europa League. Der er masser af gode spillere heroppe, og for mig personligt har det været lykken. Jeg har fået glæden ved fodbold tilbage efter et par år, hvor det var ind og ud af holdet.

Olesen spiller også i Mariehamn - beliggende på de selvstyrende Ålandsøer - i den kommende sæson, og han tøver ikke med at anbefale den finske oplevelse til sine landsmænd.

- Jeg har da forsøgt at kapre nogle danskere. Først og fremmest kan man spille i den bedste række, og det må trods alt være bedre end at for eksempel sidde på bænken eller spille 1. division. Levestandarden er glimrende heroppe, og skatteprocenten helt nede på 20-25 procent, så det må alt andet lige være attraktivt for danske spillere også, siger Olesen.

Det eneste Olesen har det en smule svært ved er den lange vinterpause. Efter weekendens runde venter cirka fem måneders ligapause. Vinteren bliver dog brugt på at duellere om den finske Liga Cup.

mikael@bold.dk


Af Mikael Blond
Søndag 17. oktober
Lørdag 16. oktober