Viborgs spillere har nok svært ved at se sig selv i spejlet, når de tænker tilbage på udekampen mod Lolland-Falster Alliancen. Det opgør blev tabt med 3-2, og dermed er Viborg det eneste hold Alliancen har hentet en reel sejr mod i denne sæson.
Alliancen er da også nu, med seks kampe tilbage, rykket ud af 1. division med et brag, og den tidligere så ambitiøse klub sadler nu om. Der skal satses på ungdommen, og en tilbagevenden til 1. division står ikke højt på dagsordenen.
- Der er ikke meget ved at satse mange penge på at rykke op igen. For det første er nåleøjet meget lille, og for det andet, hvis det skulle lykkes, så ville vi opleve det samme igen, nemlig at vi ikke har det økonomiske fundament til at blive oppe, siger direktør Morten Jensen til bold.dk.
- Jeg tror at vi gør klogt i at tage en periode i 2. division, så vi kan få integreret den talentfulde ungdom på holdet. Vi må satse meget mere på egen avl, og det er ulig nemmere i 2. division end i 1. division.
Alliancen nåede i denne omgang at være i 1. division i to sæsoner.
jesper@bold.dk



Betinia Liga
Nykøbing FC































