Luk

Black Stars-sejr efter keeperfejl

| Africa Cup of Nations | 0 kommentarer

Ghana fik hjælp af en stor keeperfejl og kom fra land i African Cup of Nations gruppe D med en 1-0-sejr over Botswana. Anfører John Mensah blev først matchvinder og så senere rødt.

Ghana, der tidligere har vundet turneringen fire gange, kom fra land med sejr i African Cup of Nations, da man i eftermiddag åbnede gruppe D med en kamp mod upåagtede Botswana. Men spillet og tempoet var langt fra prangende.

De ghanesiske profiler var i kontrol det meste af vejen, og efter 25 minutter kom også føringen. Et hjørnespark blev slået i feltet, og det gik Botswana-keeper Modiri Marumo ud for at tage sig af. Men han gik også fuldstændigt fejl af bolden, som i stedet strøg videre til Lyon-stopperen John Mensah, der tæt under mål med knæet bragte sit hold foran.

Folk som Asamoah Gyan, Andre Ayew og Sulley Muntari lurede alle på målet til 2-0, men som ofte i åbningskampe manglede den sidste snert og skarphed i afslutningerne, og ghaneserne virkede egentlig også pænt tilfreds med tingenes tilstand.

ACN-debutanterne fra Botswana havde en kæmpe mulighed kort inde i anden halvleg, som John Boye fik ekspederet væk på selve mållinien, men ellers var det småt, hvad de havde at byde ind med.

Målscorer og anfører Mensah fik marchordre for en nødbremse med 25 minutter igen, og det gav underdogsene lidt mere plads, men man formåede ikke at presse Ghana afgørende i bund, og det sluttede med 1-0-sejr til favoritterne.

Mali og Guinea mødes senere i aften i gruppens anden kamp.


Af Mikael Blond
Søndag 29. marts
Lørdag 28. marts