Brønshøj skal i foråret forsøge at følge op og bygge videre på de flotte præstationer i efterårssæsonen, hvor hvepsene spillede sig op på 1. divisions fjerdeplads inden vinterpausen.
I den forbindelse havde cheftræner Bo Henriksen betonet vigtigheden af, at klubben fik forlænget med et centralt firkløver bestående af Stefan Schmidt, Jacob Josephsen, Christian Gyldenøhr og Nicklas Svendsen.
Josephsen er draget til HIK, men de andre ser alle ud til at tage foråret med.
- Nicklas Svendsen har vi lavet en aftale med for det næste halve år. Og Stefan Schmidt er vi meget, meget tæt på at lave en aftale med. Lige nu er vi på tur i Hamborg, og der er Stefan Schmidt selvfølgelig også med, siger Bo Henriksen til bold.dk.
Gyldenøhr forlængede sin kontrakt tidligere på måneden.
- Jacob Josephsen røg til HIK, men vi har så godt som forlænget med tre af de fire, og så har vi fået Kasper Kristensen fra Lyngby, som nok overtager Jacob Josephsens plads, konstaterer en tilfreds Bo Henriksen.
Brønshøj-træneren vil nu tilføre bredde til den lidt smalle trup.
- Jeg kunne godt tænke mig et par stykker mere. Vi har 16 markspillere i truppen i øjeblikket, og jeg skal gerne bruge fire mere.
- Jeg skal bruge en central midtbanespiller mere, hvis ikke to. Det kan både være en felt-til-felt-spiller og en offensiv midtbanespiller. Og så skal jeg bruge en kant/angriber. Det er de vigtigste pladser.
- Grundet vores position i ligaen er det forholdsvis attraktivt at spille hos os, så jeg er meget fortrøstningsfuld. Det ser godt ud.
I forhold til idealopstillingens styrke målt mod efterårssæsonens yndede startellever mener Bo Henriksen ikke, at der er den store forskel.


Brønshøj Boldklub
Betinia Liga































