Efter længere tids svigtende resultater har OB taget konsekvensen og fyret cheftræner Henrik Clausen. 2-4-nederlaget mod HB Køge var altså den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. I stedet tager Poul Hansen over for resten af sæsonen, meddeler fynboerne.
- Jeg har været glad for mit arbejde som cheftræner. Det har været en spændende periode med store oplevelser og udfordringer med gode kolleger, og jeg har trods alt nydt langt de fleste dage, siger Henrik Clausen til OB's hjemmeside og fortsætter:
- OB betyder meget for mig, og desværre må jeg konstatere, at resultaterne i foråret ikke har været gode nok - hverken til klubbens ambitioner eller mine egne. Det har naturligvis været en hård tid, og jeg ser frem til at lade batterierne op i de kommende måneder. Herefter glæder jeg mig til igen at bidrage til hverdagen og udviklingen i OB.
Clausen holder orlov i de kommende måneder, hvorefter han vender tilbage til OB i en anden funktion.


OB
3F Superliga





























