Landshold -Danmark skuffede fælt i Farum
2006-09-05 20:55:36
Foto:

Danmark skuffede fælt i Farum

To sene svenske scoringer sender det danske U21-landshold ud af kvalifikationen til EM-slutrunden.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Danmark kommer ikke med ved næste sommers EM-slutrunde for U21-landshold. Det står klart efter et skuffende 2-0 nederlag til Sverige i Farum Park. Det danske hold tabte billetten til videre kvalifikation på gulvet i de sidste 10 minutter, hvor et svensk hold med kun 10 mand fik lov at score to gange. 0-0 havde været nok for danskerne.

Det danske hold kom ellers bedst fra start og var tæt på tage føringen efter fem minutter, da Mikkel Thygesen fra kanten af straffesparksfeltet skød tæt over mål. FC Midtjylland-spilleren var på færde igen i det 15. minut, da han - efter en god tackling fra Søren Jensen - opsnappede bolden og med et hårdt skud testede den svenske målmand, Johan Dahlin.

Midt i 1. første halvleg kom svenskerne længere frem på banen, men den danske defensiv - Michael Jacobsen, Jonas Troest og Søren Jensen - lukkede fint af foran mål.

Som halvlegen skred frem, kom det svenske hold mere og mere ind i kampen. I det 35. minut måtte danskerne hente hjælp hos overliggeren, da Alexander Farnerud i det lille felt loppede bolden over målmand Theis Rasmussen efter et flot indlæg fra Fredrik Stoor.

Fire minutter senere var det tæt på i den anden ende, da halvlegens bedste dansker, Niki Zimling, gik den direkte vej og hamrede bolden lige over det svenske mål. I de sidste sekunder af en tam første halvleg burde Mikkel Thygesen have bragt Danmark foran, da han fra højre side af feltet afsluttede fladt og tæt forbi den ene opstander.

Sverige startede 2. halvleg offensivt. Alexander Farnerud fra VfB Stuttgart var flere gange tæt på - blandt andet med endnu et lop over den lave danske målmand Theis Rasmussen.

Fremme på banen fortsatte Niki Zimling de gode takter fra første halvleg. I det 54. minut fangede han bolden på kanten af feltet og afsluttede resolut mod det svenske mål. Kun en stor redning af Johan Dahlin forhindrede et føringsmål til Danmark.

Aftenens største jubelbrøl blandt de 2375 tilskuere på Farum Park kom efter 61 minutter, da FC Nordsjællands Danny Olsen blev skiftet ind på sin normale hjemmebane i stedet for Simon Busk Poulsen. Han kunne dog ikke forhindre, at Sverige to minutter senere var få centimeter fra at bringe sig foran. Endnu en gang var det Alexander Farnerud, som var tæt på.

I det 72. minut gjorde svenskerne det lidt sværere for selv, da Mattias Bjärsmyr lavede et groft frispark mod Jeppe Curth og fik sin andet gule kort. 10 mand til trods var svenskerne alligevel tæt på den nødvendige scoring få minutter senere, da Marcus Bergs afslutning i feltet flot blev reddet af Theis Rasmussen. Svenskerne kæmpede videre, og efter 83 minutter gav det bonus.

Samuel Holmen sled sig fri i højre side af feltet og afsluttede i det lange hjørne uden for Theis Rasmussens rækkevidde. 1-0 til Sverige. I stedet for en dansk udligning sluttede kampen med endnu en svensk scoring, da indskiftede Erkan Zengin i det 89. minut headede bolden i nettet til 2-0 og dermed satte et definitivt punktum for Danmarks videre deltagelse i kvalifikationen til U21 EM.

kristian@bold.dk

Annonce
Annonce
Annonce