FC Midtjyllands offensive midtbanedynamo Mikkel Thygesen har stået for et bemærkelsesværdigt gennembrud i denne sæson i SAS Ligaen. Den tidligere FREM’er blev senest af Spillerforeningen valgt som Årets Talent, og efteråret har desuden budt på debut på A-landsholdet for ’Thyge’, som den talentfulde ulv også kaldes.
Til daglig følges Mikkel Thygesen på tætteste hold af FCM-træner Erik Rasmussen, og den erfarne træner lægger heller ikke skjul på at Thygesen har gennemgået en stor udvikling siden han kom til klubben på heden i 2004:
- Hans udvikling har jo været helt vild, især her i efteråret, hvor han er gået fra at være et talent og en rigtig dygtig fløjspiller til at være en stor individualist og en af de måske bedste spillere i SAS Ligaen. Det kulminerede for ham med udtagelsen til landsholdet og kampen mod Tjekkiet, hvor han kom ind og også gjorde det fremragende, så han har helt sikkert været igennem en rigtig dejlig udvikling at følge, siger FCM-træner Erik Rasmussen til bold.dk.
FCM overvintrer efter en flot halvsæson på SAS Ligaens andenplads, og midtjyderne ligner et af de mest seriøse bud på en udfordrer til FC København i kampen om guldet. Selvom Erik Rasmussen lægger vægt på holdets evne til at præstere som helhed, så anerkender han alligevel Thygesens fremtrædende rolle i klubbens fine resultater:
- Nu er det jo først og fremmest holdet som helhed, der har skylden. Der er mange der gør det rigtig godt, men det er omvendt også klart at Thyge har haft en vital rolle - det er der ikke tvivl om, siger Erik Rasmussen.
Thygesen har op til transfervinduets genåbning været sat i forbindelse med et skifte til en af de store europæiske ligaer, og især har der angiveligt været bud efter danskeren fra både Tyskland og Italien. Erik Rasmussen fortæller i den forbindelse at han ville være ked af at miste sit offensive omdrejningspunkt, men at Thygesen alt andet lige ville være klar til at tage udfordringen op:
- Det ville være et stort tab, selvfølgelig ville det være det. Han er en vigtig spiller for os. Men jeg tror han er klar til at prøve kræfter med udlandet, afhængigt af hvem det bliver. Jeg tror eksempelvis ikke han er klar til Inter eller Milan, men i midten eksempelvis Serie A ville han godt kunne begå sig. Jeg har dog også sagt at jeg godt synes at han ville kunne vente et år endnu. Med et års ekstra erfaring ville han være helt klar til at tage den udfordring op som et skifte til udlandet er, vurderer Erik Rasmussen.
22-årige Mikkel Thygesen har siden 2004 spillet 99 kampe for FCM og scoret 13 mål, hvoraf de syv er sat ind i den indeværende sæson.
david@bold.dk


FC Midtjylland
3F Superliga





























