Luk

Elfenbenskysten og Zambia i semifinalen

| Africa Cup of Nations | 2 kommentarer

Infoboks

Elfenbenskysten og Zambia er begge klar til semifinalen ved African Cup of Nations efter 3-0-sejre over henholdsvis Ækvatorial Guinea og Sudan.

I dagens første kvartfinale ved African Cup of Nations var den tidligere Brøndby-spiller Chris Kationgo en af hovedaktørerne, da Zambia spillede sig i semifinalen med en 3-0-sejr over Sudan.

Stophira Sunzu bragte Zambia på 1-0, hvorefter Katongo stod for 2-0-scoringen. Målet kom dog ikke helt så let for ex-Brøndby’eren. Det straffespark, han skulle tage sig af, misbrugte han nemlig, og det var først på returbolden, at han formåede at få læderet i kassen.

James Chamanga slog sidste søm i kisten, da han gjorde det til 3-0 og dermed sendte Zambia i semifinalen.

I aftenens anden kvartfinale stod det mellem det stjernespækkede Elfenbenskysten og overraskelsen fra værtslandet Ækvatorial Guinea.

Efter et flot gruppespil er værtsnationen blevet belønnet med en kvartfinaleplads, men her sluttede legen så også for lykkeridderne. Det stjernespækkede ivorianske mandskab satte nemlig en stopper for det.

Godt nok misbrugte Chelsea-stjernen Didier Drogba et straffespark i første halvleg, men han gjorde det godt igen ved at bringe Elfenbenskysten foran med 1-0 før pausefløjtet. I anden halvleg fik Drogba på ny lov at notere sig som målscorer. Denne gang på oplæg fra Manchester Citys Yaya Touré. Og sejren blev definitivt sikret på et frispark af netop Touré ni minutter før slutfløjtet efter et fornemt frispark.

Med 3-0-sejren skal Elfenbenskysten op imod Gabon eller Mali i semifinalen på onsdag.


Af Nicklas Vinde
Søndag 24. oktober