Luk

Endnu en dansker i UEFA Cuppen

| International | 12 kommentarer

Infoboks

Danske Ronni Hartvig og hans maltesiske klub Birkirkara spillede sig i går i Pokalfinalen og kvalificerede sig dermed til UEFA Cuppen.

Danmark har fået endnu en deltager i næste sæsons UEFA Cup. Den tidligere HIK-midtstopper Ronni Hartvig var i går med til at spille sin maltesiske klub Birkirkara i Pokalfinalen, og det betyder, at klubben allerede nu er sikret en plads i UEFA Cuppen.

- Vi sikrede os en UEFA Cup-plads i går, for den anden finale-deltager har ikke UEFA Cup-licens. Men nu hvor man er i finalen, vil man jo gerne gå hele vejen og vinde pokalen alligevel, siger Ronni Hartvig til bold.dk.

Det er nok de færreste danskere bekendt, at Danmark overhovedet har en spiller på Malta, og ifølge Ronni Hartvig selv var det også lidt af en tilfældighed, at han endte i ligaen.

- Malta er jo et centralt sted for Poker og Casino. Alle firmaerne er placeret på Malta, og det er også grunden til at jeg er her, da jeg arbejder for en bookmaker. Jeg har spillet for HIK i jeg ved ikke hvor mange år, men så stoppede jeg med at spille fodbold, fordi jeg fik det job her, siger Ronni Hartvig, og forklarer, at han egentlig begyndte med at arbejde i London, men siden flyttede til Malta fordi han mødte en maltesisk pige samtidig med at det kunne passe med jobbet.

- Jeg havde ikke spillet i to år, men jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt at spille fodbold igen, og genoprette noget af det liv, jeg havde i Danmark og så kunne jeg jo tage en sæson med en af de bedre klubber hernede, siger Ronni Hartvig hvis forsøg på at få en dagligdag i et fremmed land, altså førte til at han skal spille UEFA Cuppen.

Maltesisk fodbold adskiller sig ifølge Hartvig meget fra det 1. divisionsfodbold han var vant til fra Danmark, både på godt og ondt.

- Det er meget anderledes end i Danmark. Der er mange teknisk dygtige spillere, men deres kultur og taktik halter lidt. Er man bagude 1-0 eller 2-0, så gider man ikke mere. Så er det slut, og så gider man ikke mere, siger Ronni Hartvig, som samtidig fortæller, at ligaen har et stort tilskuersnit og stor mediebevågenhed.

- Jeg tror vi havde 8-9.000 tilskuere til Pokalsemifinalen i går, og når man er vant til at spille for 133 mennesker i HIK, så er det da en stor oplevelse, siger han.

Ronni Hartvig, som tidligere har spillet på Island, har i øvrigt opdaget en helt ny kompetence under sig ophold på Malta. Centerforsvareren er nemlig begyndt at score mål, og er noteret for fem af slagsen i denne sæson.

jakob@bold.dk


Af Jakob Horn
Torsdag 2. december