Esbjerg er kendt for at udklække en god mængde førsteholdsspillere selv, og nu har klubben sikret fire af fremtidens folk.
Den mest fremtrædende, som vestjyderne har forlænget med, er Kian Hansen. Den 20-årige midterforsvarer har fem SAS Liga-kampe på bagen og regnes som Esbjergs førstereserve i den bagerste kæde.
- Vi har indgået en femårig aftale med Kian Hansen, hvilket er et signal om, at vi er tilfredse med hans udvikling, og at vi ser et potentiale i ham til at blive en del af grundstammen på fremtidens EfB-hold. Det samme er tilfældet med yderligere fire spillere i alderen 20-22 år, Søren Rieks, Mikkel Vendelbo, Kevin Conboy og Jeppe Mehl, hvis kontrakter løber til udgangen af 2012 eller senere, siger sportsdirektør Niels Erik Søndergaard til klubbens hjemmeside.
Samtidig har Esbjerg lavet en to-årig aftale med den 18-årige offensivspiller Martin Braithwaite, mens også U17-talenterne Lasse Vigen Christensen og Casper Nielsen har været en tur forbi sportsdirektørens kontor for at forlænge deres aftaler.


Esbjerg fB
3F Superliga





























