Heerenveen har gennem længere tid haft den 22-årige Jakob Poulsen i kikkerten, og fredag blev hollænderne enige med Esbjerg om en transfersum for allround-talentet:
- Jakob har været inde i en rivende udvikling for både EfB og U21-landsholdet og var udset til at være en nøglespiller for os i den kommende forårssæson. Men han har over for os ikke lagt skjul på, at han gerne ville til en udenlandsk klub, hvilket vi også tog højde for, da vi senest indgik en treårig kontrakt frem til sommeren 2008 med ham, siger Esbjergs sportsdirektør Niels Erik Søndergård i en meddelelse fra klubben.
Salget af Jakob Poulsen er den næststørste spillerhandel i klubbens historie, og transfersummen er blevet anslået til seks millioner kroner.
Udover Poulsen har Esbjerg som bekendt også mistet Jan Kristiansen til Nürnberg tidligere på måneden. Niels Erik Søndergaard bekræfter, at Esbjerg nu hare intensiveret jagten på en til to nye midtbanespillere inden transfervinduet lukker natten til onsdag.



Heerenveen
Esbjerg fB
3F Superliga
Æresdivisionen































