Jesper Kjærulff har haft en forrygende sæson for FC Fyn i 2. division Vest. Det er blevet til hele 19 mål i 31 kampe. Det har ambitiøse SønderjyskE fra 1. division også lagt mærke til, og de har nu sikret sig angriberen de næste to år.
- Jeg ser frem til at spille i 1. division fra næste sæson af og håber virkelig, at jeg om et år får muligheden for at møde ”vennerne fra FC FYN” på grønsværen til et brag af en kamp. Jeg har i hvert fald været utrolig glad for at spille i klubben og ønsker dem alt mulig held og lykke, siger Kjærulff i en pressemeddelelse.
FC Fyns direktør Kim Lundshøj er ked af, at klubben nu mister sin topscorer.
- Vi er da kede af, at Kjærulff drager videre, da han har været en fast del af truppen og gjort det fantastisk flot på banen hele sæsonen. Vi ønsker ham held og lykke i det jyske - og ellers så ser vi som klub fremad mod de nye udfordringer som året vil bringe, fortæller Lundshøj.
Kun Mads Overgård fra Holstebro formåede at score flere mål end Kjærulff i 2. division Vest.


Sønderjyske
FC Fyn
Betinia Liga
CampoBet 2. division






























