FC København ser ud til, uden problemer, at have udfyldt hullet efter Atiba Hutchinson. Manden, der har løftet arven, er brasilianske Claudemir, som københavnerne for snart to måneder siden hentede i hollandske Vitesse.
Brasilianeren er fra dag ét gået ind på holdet med stor autoritet, og han har vist sig som den helt rigtige erstatning. Det til trods for, at FCK, inden købet, aldrig havde set Claudemir løbe foran dem på et fodboldstadion.
- Jeg vil formode, at det er den første spiller i FC Københavns historie, der ikke er blevet set og vurderet live, før han er blevet købt. Men vi har selvfølgelig lavet så grundig research om ham, som det overhovedet var muligt, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen til Ekstra Bladet.
Sportsdirektøren fik en række DVD'er med Claudemirs præstationer af en agent, og det var på baggrund af disse, at det blev besluttet at købe brasilianeren.


FC København
3F Superliga




























