Luk

Haucke søger mod Danmark

| 1. Division | 3 kommentarer

Infoboks

Den tidligere AaB'er Emil Haucke er tilfreds med sin fodboldmæssige udvikling i norske Nybergsund, men han savner Danmark og vil gerne hjem, hvis chancen byder sig.

I foråret skiftede AaB-reserveren Emil Haucke til den norske klub Nybergsund i jagten på førsteholdsfodbold. Det har stopperen fået masser af, men alligevel vil han gerne tilbage til Danmark, hvis chancen byder sig.

- Jeg har været godt tilfreds med mit ophold heroppe rent fodboldmæssigt. Jeg har udviklet mig meget fysisk og psykisk. Men jeg er også klar på at drage videre, hvis muligheden kommer. Det kunne både i Norge, Sverige eller Danmark. Der har været lidt interesse hjemmefra, og det kan være, jeg tager til et par prøvetræninger efter sæsonen, siger Haucke og erkender, at livet udenfor banen i østnorske Trysil tæller ned i forhold til en eventuel forlængelse.

- Trysil er ikke det mest spændende sted at bo. Udover kampene og træning kan det godt være nogle lange dage, og jeg savner da min kæreste og venner derhjemme. Men jeg prioriterer fodbolden og min udvikling højest lige nu, så jeg er åben for alt.

Hauckes agent har været i indledende dialog med Nybergsund om en forlængelse, men den 21-årige dansker afventer afslutningen på sæsonen.

- Der er fire kampe igen, og vi kan nå med i slutspillet om oprykning. Det fokuserer vi på nu, og så må fremtiden vente til, det er overstået, siger Haucke.

Haucke startede i AaB som 13-årig, men nåede blot få kampe på førsteholdet, inden han søgte videre i foråret.

mikael@bold.dk


Af Mikael Blond
Fredag 4. december
Torsdag 3. december