Tidligere på sommeren tog Lolland Falster Alliancens anfører Lasse Holmgaard til Bornholm for at blive træner i Nexø Boldklub. Han har fået stor opbakning, og blandt andet er Alliancens tidligere sportschef John Fido Hansen taget over for at hjælpe ham med at komme godt i gang.
Og nu er der endnu mere hjælp at hente. Martin Heinze, som i sidste sæson spillede 1. division hos topholdet AB, tager til Bornholm for at hjælpe kammeraten Lasse Holmgaard som spiller i Danmarksserieklubben.
- Jeg har valgt at hjælpe ham i nogle kampe her i efteråret. Han har gang i et nyt projekt på Bornholm, som jeg gerne ville hjælpe ham lidt med og være med til at gøre lidt bedre, så jeg spiller nogle kampe for dem, også for at holde mig selv lidt i gang, siger Martin Heinze til bold.dk.
Han ventes at debutere mod Frems reservehold, og glæder sig meget til at komme i gang.
- Jeg ser det som megaspændende, og synes egentlig, at det kunne være sjovt, hvis man kunne spille et bornholmer-hold lidt op i rækkerne. Det bliver nok ikke lige SAS Liga de første par sæsoner, men hvis man bare kunne få dem i 2. division, kunne det være vildt spændende, siger Martin Heintze.
- Der er jo ikke rigtig andre hold derovre, som er oppe i de rækker, så det kunne være sjovt. Og det er godt, at de har fået en forholdsvis kendt træner inden for området, fordi han kan tiltrække nogle spillere, siger han.
Lasse Holmgaard og Martin Heinze kender hinanden fra en fælles fortid i AC Horsens.


NB Bornholm
CampoBet 3. division































