Luk

Helsingborg blæste Heerenveen ud

| Europa League | 3 kommentarer

En 5-3-sejr på hjemmebane var ikke nok for Heerenveen og Kristian Bak Nielsen, der blev blæst ud af Skåne med et 1-5-nederlag til Helsingborg i UEFA Cuppen. Atletico Madrid og Hamburger SV er også videre til gruppespillet.

Heerenveen med Kristian Bak Nielsen i startopstillingen havde en to-målsføring med fra det første opgør i UEFA Cuppen mod Helsingborg, men Henrik Larsson og co. skulle kun bruge en halvleg på at bringe sig foran i det samlede regnskab.

På 45 hæsblæsende minutter opbyggede svenskerne nemlig en 3-0-føring mod en flok rådvilde hollændere, og det var netop Henke, der efter tyve minutters spil indledte målscoringen, da han efter klumpspil foran Heerenveen-målet kunne prikke bolden over stregen til 1-0.

Et kvarter senere øgede Andreas Dahl til 2-0 på et flot langskud, og i det 45. minut rundede Razak Omotoyossi den flotte svenske halvleg af med sit hovedstødsmål til 3-0.

I anden halvleg fortsatte hjemmeholdet, hvor de slap i første. Således var der blot spillet seks minutter, da Rene Makondele køligt udplacerede Brian Vandenbussche i det hollandske mål til 4-0.

Det blev også 5-0 ved Omotoyossi i det 81. minut, inden Gerald Sibon i slutminutterne fik lov at pynte på lystavlen med sin reducering til slutresultatet 5-1. Sejren betyder, at Helsingborg er videre til gruppespillet med sammenlagt 8-6.

Her kan svenskerne se frem til at få selskab af Atletico Madrid, der over to kampe lammetævede tyrkiske Erciyesspor med hele 9-0, og Hamburger SV, der sendte Litex Lovech ud i mørket med sammenlagt 4-1.


Af Morten Sauer
Torsdag 27. januar