Med otte mål i 18 kampe er Mads Hvilsom topscorer hos kometerne Hobro. Hans lejeaftale med klubben stod til udløb ved årsskiftet, men som angriberen i går kunne fortælle bold.dk, er aftalen nu blevet forlænget, så den løber frem til sommer.
- Vi er rigtig glade for at kunne forlænge aftalen med Mads Hvilsom, hvilket har været en klar prioritet for os. Mads er en fysisk stærk spiller med et meget stort løbepensum, der betyder meget for vores preslinje. Og så kan han score mål, siger sportschef Jens Hammer i en pressemeddelelse.
Mens den nye aftale altså løber sæsonen ud vil Hvilsom ikke afvise, at samarbejdet kan blive endnu længere.
- Jeg kunne godt tænke mig at blive i Hobro IK i rigtig lang tid. Det er et fedt sted at være med et fantastisk miljø, hvilket betyder, at jeg glæder mig til at komme til træning hver eneste gang, siger Hvilsom.
Hvilsom og Hobro overvintrer på 1. divisions førsteplads.


FC Midtjylland
Hobro
3F Superliga
Betinia Liga































