Luk

Holstebro, Middelfart og Djursland dømt ude

| 2. division | 9 kommentarer

Holstebro, Middelfart og FC Djursland trak nitterne i dagens vanvittige afslutning i 2. division vest, hvor Otterup til gengæld reddede livet med 4-2 over Skovbakken, og Varde trods 2-3 i Blokhus også bliver oppe.

Der var lagt op til en regulær gyserafslutning i bunden af 2. division vest her til eftermiddag, hvor hele syv hold fortsat var indblandet i nedrykningskampen og skulle fordele tre meget lidt eftertragtede billetter til Danmarksserien.

Nordfynske Otterup startede dagen under stregen og skulle vinde samtidigt med, at de øvrige resultater skulle flaske sig i deres favør. Første del af missionen startede aldeles fremragende, da man allerede efter tyve minutter havde sikret sig et 3-0 forspring i hjemmekampen mod Skovbakken, der ikke havde noget på spil.

Gæsterne svarede tilbage to gange inden pausen, og 3-2 holdt helt indtil overtiden, hvor Klaus Larsen sikrede 4-2 til Otterup, hvilket skulle vise sig at være rigeligt til at sikre en ny sæson i divisionerne.

I Køge var Holstebro på besøg hos Rishøj, og her var gæsterne ligeledes presset til sejr, hvis de skulle redde sig, mens mindre kunne gøre det for hjemmeholdet. Nicklas Andersen bragte Rishøj foran, og Bo Thomsen udlignede til 1-1 umiddelbart før pausen. Men da der ikke faldt yderligere scoringer var der jubel i Rishøj og sorg i Holstebro, der trak en af de tre nitter.

Det samme gjorde FC Djursland. De havde en ellers en umiddelbart taknemmelig opgave ude mod allerede nedrykkede Tjørring. Men motivations-forskellen gjorde det ikke alene for gæsterne, der blev dømt endeligt ude, da Lennart Spring i anden halvleg nettede til slutresultatet 2-1.

Middelfart, der tidligere på foråret mistede ti point på skrivebordet for at have brugt angriberen Ole Dau ulovligt, kunne selv afgøre sin skæbne med en sejr i hjemmekampen mod Lindholm. Men Mads Roslinds føringsmål blev udlignet i anden halvleg af gæsternes Brian Larsen, og dermed blev Middelfart med 1-1 den tredje og sidste nedrykker, mens Lindholm klarede frisag.

Det samme gjorde Varde trods et 3-2-nederlag hos topholdet Blokhus FC. De redder sig således lige nøjagtigt på en bedre målscore end Middelfart.


Af Mikael Blond
Søndag 5. december
Lørdag 4. december