I 1993 havde Michael Mio Nielsen fået nok af tilværelsen i den franske klub Lille. Selvom man dengang højest måtte bruge tre udenlandske spillere på en gang, havde klubben 13 af slagsen i truppen, og efter to gode år i klubben blev Michael Mio Nielsen siet fra i det tredje. Derfor besluttede han at takke ja til en lejeaftale med Frem.
På det tidspunkt havde landstræner Richard Møller Nielsen flere gange været nede og se ham, og det spillede også ind i beslutningen om at tage hjem. Ved at tage til Frem kunne han forfølge drømmen om at komme på landsholdet, og det lykkedes. I januar 1993 udtog Richard Møller Nielsen ham til ligalandsholdets tur til USA, noget der glædede Michael Mio Nielsen.
- Jeg tænkte, at han holdte jo bare hvad han lovede, griner Michael Mio Nielsen og fortsætter.
- Nej, det blev jeg selvfølgelig glad for. Hvem er ikke det? Selv om det ”kun” er ligalandsholdet, så syntes jeg, at det var fint. Det var på et tidspunkt, hvor mange af dem, der var med senere blev faste på landsholdet. Kim Vilfort, Jes Høgh, Jacob Kjeldberg, Brian Steen Nielsen og Stig Tøfting var med, siger han.
Ikke alene kom Michael Mio Nielsen med på turen til USA; han var også med fra start. Men så heller ikke meget længere. Efter tyve minutter måtte han nemlig udgå med en slem skade.
- Jeg spillede fra start mod USA, men i en eller anden glidende tackling er der noget skarpt, så jeg skar knæet op og måtte sys med en 10-12 sting. Så var det forår jo ødelagt, og så ramte jeg ikke niveauet igen i den periode. Det kom først senere, siger Michael Mio Nielsen.
Og det gjorde det. Frem rykkede ned og Michael Mio Nielsen skiftede til FC København, for hvem han siden spillede knap 250 førsteholdskampe. Alligevel blev han aldrig udtaget til landsholdet igen, hvilket han egentlig godt selv kan forstå.
- Lad os være ærlige: På det tidspunkt havde vi et godt landshold, og folk med mit talent fandtes der jo 12 af på dusinet, og det var i samme periode hvor John Faxe spillede og hvor Stig Tøfting kom med, siger Michael Mio Nielsen.
Stig Tøfting debuterede i samme kamp mod USA og kom faktisk på banen i stedet for Michael Mio Nielsen, da han blev skadet. Efterfølgende glædede han sig ligesom Mio over, at have spillet en landskamp.
- Han kom hen til mig efter kampen og sagde ’jeg er sgu ked af det på dine vegne, men det er skidegodt for mig. Nu fik jeg landsholdsnålen’, griner Michael Mio Nielsen, som godt kan se det sjove i at hans afløser efterfølgende spillede en lang række kampe for Danmark.
- Det var en fin oplevelse og noget, man har stilet imod lige siden man som knægt begyndte at træne rigtig meget Det var godt at prøve, og så har man den oplevelse med sig. Jeg har ikke tænkt så meget på, hvordan det kunne være gået, jeg har mere tænkt på, at det var pudsigt at Tøfting kom ind i stedet for mig og så holdt hele vejen igennem. Med al respekt, så må hans talent være på nogenlunde samme niveau som mit, siger Michael Mio Nielsen.
Michael Mio Nielsen er blevet i FC København efter sin aktive karrieres afslutning. Han er i dag teamchef i klubben.































