Klub 1: Udlandet kostede landsholdkarriere
2008-12-15 10:00:02
Foto:

Klub 1: Udlandet kostede landsholdkarriere

bold.dk vil hver dag frem til jul tegne et lille portræt af en spiller, der har fået en enkelt landskamp for Danmark. I dag er det Per Bartram, hvis udenlandsophold forhindrede ham i at optræde på landsholdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Frem til 1971 havde DBU den holdning, at man ikke ville benytte udlandsprofessionelle spillere på A-landsholdet. Unionen mente, at man ikke kunne være moralsk kvalificeret til at repræsentere Danmark, når man samtidig tjente penge på sin idræt.

Det fik konsekvenser for angriberen Per Bartram, der mens karrieren peakede ikke blev fundet værdig til landsholdet. Inden da havde Bartram optrådt som en målfarlig herre for OB, og fik da også to kampe for U21-landsholdet i 1965, hvor han nettede en enkelt gang.

Der skulle gå mere end ti år, før han fik sin landsholdsdebut, da han valgte at prøve lykken i udenlandske klubber fra 1966 og fem år frem. Indtil 1969 spillede han med stor succes i skotske Morton Greenock, inden turen gik til London og Crystal Palace. Bartram havde i sin tid i udlandet svært ved at forstå DBUs beslutning.

- Jeg snakkede tit om det med de andre danskere i Skotland, og vi var en del. Vi var ærgerlige over det og fandt ikke beslutningen særligt spændende. Der er ikke noget flottere end at spille for sit land. Det ville vi gerne alle sammen, siger Bartram til bold.dk.

Efter opholdet i Crystal Palace vendte Bartram hjem til sit elskede OB, hvor han scorede mål på samlebånd. Så mange, at han med 123 kasser er nummer to på alle tiders topscorerliste hos fynboerne, kun overgået af Allan Hansen. To oplevelser i OB-tiden står stadig lysende klart i angriberens erindring.

- Jeg blev kåret til åres pokalfighter i 1974, hvor vi godt nok tabte 2-5 til Vanløse. I 1977 stoppede jeg min karriere, og det kunne ikke være sket på en bedre måde, da jeg var med til at sikre OB klubbens første danske mesterskab, fortæller Bartram.

Landsholdsdebuten kom i 1975 i en kamp mod Sverige i Malmö. På det tidspunkt var fynboen 31 år, og han var tæt på, at sikre Danmark den første sejr over arvefjenderne nogensinde på udebane.

- Vi spillede 0-0. Jeg var så uheldig at ramme stolpen, og så blev det altså heller ikke i det forsøg, at vi vandt i Sverige, siger Bartram, der dog tænker tilbage på oplevelsen med glæde.

Per Bartrams søn, Mads, spiller t i Næsby, og udover at følge sønnens karriere tæt, har Per Bartram  ikke den store kontakt til fodboldens verden mere, og dog.

- Vi er stadig nogle holdkammerater fra dengang, der indimellem tager ud og ser OBs kampe, slutter Bartram med et grin.

Annonce
Annonce

7 kommentarer

Se kommentarer
Annonce