LeoVegas.dk Roskilde Festival Bethard Casino24

Luk

Klubikonerne: Den fightende Ferrari

| NordicBet Liga | 8 kommentarer
Klubikonerne: Den fightende Ferrari
Foto: Scanpix / Palle Hedemann

Infoboks

SønderjyskE - Vejle Boldklub
Superligaen Pulje 1 (28/04)
bet365 1,40 4,75 7,50
NordicBet 1,47 4,35 7,55
Oddset 1,40 4,70 8,20

Se Premier League, Superliga og Europa Leauge

Kom i gang nu på Eurosport Player 

Advertisement
Advertisement
bold.dk vil med jævne mellemrum tegne et lille portræt af et af klubikonerne i dansk fodbold. Denne gang er det Vejles midtbanefighter Finn ’Ferrari’ Christensen, der valgte at blive, da de andre stjerner forsvandt.

Som 11-årig blev Finn Christensen meldt ind i Vejle Boldklub tilbage i 1973, og han har stort set været i klubben siden. Dog var der en enkelt afhopper til Ikast i 1984, og det var året hvor Vejle vandt sit seneste danske mesterskab. Det skete altså uden en fightende Finn Christensen.

- Det er der ikke nogen grund til at rode mere rundt i, åbner Finn Christensen med et grin.

- Der var sket nogle ting i Vejle, og jeg havde lyst til at prøve noget andet på det tidspunkt. Jeg fik så muligheden for at komme til Ikast. I løbet af et halvt år fandt jeg dog ud af, at jeg skulle tilbage til Vejle allerede i januar 85 igen, fortæller midtbanespilleren og uddyber:

- Det sociale var overhovedet ikke det samme i Ikast, og så var køreturen frem og tilbage hårdere, end jeg lige havde regnet med. Jeg har altid haft det godt i Vejle, og jeg har været heldig at have nogle af de bedste trænere, man kan forestille sig med Ole Fritsen og Poul Erik Bech. Ole Fritsen er uden tvivl den bedste træner, jeg nogensinde har haft.

- Han havde nogle fantastiske menneskelige evner. Han kunne se på folk, hvordan de skulle behandles. Ingen mennesker er ens, og Ole var en utrolig menneskekender, der kunne acceptere ting ved folk, men også sætte folk på plads. Man havde en utrolig respekt for ham.

- Havde Thomas Gravesen ikke haft Ole som træner, var han aldrig blevet til noget. Han kunne sætte sig i respekt over for Thomas, og Thomas havde kanon respekt for Ole. Han vidste, at det nok var en god ide at lytte lidt efter, når Ole sagde noget.

Ole Fritsen stod også i spidsen for det Vejle-mandskab, der i 1981 vandt pokalturneringen med en 2-1-sejr over Frem. Det var her, at Finn Christensen vandt sin eneste titel, mens det blev til et sæt sølvmedaljer i 1997.

Inden sølvmedaljerne havde Finn Christensen overvejet kraftigt at søge nye udfordringer igen. I efteråret 1991 rykkede Vejle nemlig ganske sensationelt ud af Superligaen, efter at Allan Simonsen havde taget over for Ebbe Skovdahl på trænerposten.

- Spillere som Peter Kjær, Johnny Mølby, og Brian Steen Nielsen forlod Vejle efter nedrykningen. Jeg kunne også have taget af sted i 1992, hvor jeg var til samtale med Orla Madsen i Silkeborg. På vejen hjem derfra i bilen sagde jeg dog til min kone ’Det her dur ikke. Jeg kan sgu ikke flytte fra Vejle’.

- Næste dag ringede jeg til Silkeborg og sagde til dem, at jeg var ked af, at vi havde brugt en hel aften på det, men jeg kunne simpelthen ikke skifte på grund af mine bånd til Vejle. Der var så mange andre, der rejste, og så synes jeg ikke, jeg kunne. Det respekterede de fuldt ud.

- Jeg er klar over, at det ikke er noget, man ser så meget mere, og det her med de mange klubskifter var allerede på vej i den periode. Men min indstilling var, at pengene ikke var det afgørende. Det handlede om det sociale og om at trives, og det gjorde jeg i Vejle, lyder det fra Finn Christensen, der heller aldrig har haft en drøm om at spille fodbold i udlandet.

- Jeg kunne have kommet til USA som ynglingespiller, men det havde jeg ikke lyst til på det tidspunkt. Siden har jeg aldrig gjort noget for at komme af sted. Jeg havde det godt, hvor jeg var, og sammen med min kone havde jeg som 23-årig overtaget en sportsbutik, som vi har den dag i dag.

- Jeg har altid haft mit erhverv ved siden af fodbolden, og jeg sagde nej til at blive fuldtidsprofessionel, for jeg ville også gerne have noget andet at stå op til, og det er ikke noget, jeg har fortrudt.

Allerede i 1990 havde Ebbe Skovdahl gjort Finn Christensen til Vejles anfører. Hans ansvar i det hverv blev ikke mindre, da Ole Fritsen i 1994 vendte tilbage som træner for klubbens førstehold og byggede et hold op, hvor der var plads til unge talenter som Thomas Gravesen, Kaspar Dalgas og Peter Graulund.

- Der var utroligt mange unge på holdet, og det var spændende og en fornøjelse at være med til. Det var fantastisk at følge spillernes udvikling, og den udvikling som Thomas Gravesen var igennem i sit første år som seniorspiller er sjældent set. Det var imponerende, fortæller Finn Christensen, der dog også slår fast, at hans bedste medspiller nogensinde er Allan Simonsen.

Til gengæld var oprykningen til Superligaen i 1995 det største i Finn Christensens karriere. Efter tre år på anden klasse var Vejle tilbage i det fine selskab, og det hele kulminerede i 1997, da det blev til sølv i Danmarks bedste fodboldrække.

Alt dette skete i en periode, hvor Finn Christensen bare blev mere og mere kult i Nørreskoven på grund af sin loyalitet, og så var det, at fansene døbte ham ’Ferrari Finn’.

- Det var nok, fordi jeg var så hurtig en spiller, siger Finn Christensen, inden han bryder ud i et kæmpe grin.

- Nej, det har nok lidt at gøre med min kørsel uden for banen, hvor jeg vist havde en turbofod. På banen var jeg ikke den hurtigste, men en slider og en fighter, og det klarede jeg mig på.

Den 1. juni 1998 spillede Finn Christensen sin sidste kamp på Vejles førstehold i en alder af 37 år. Med sine 457 kampe er han nummer tre på listen over spillere med flest kampe i den traditionsrige klub. I Vejle er Finn Christensen dog stadig at finde den dag i dag.

- Da jeg havde stoppet karrieren valgte jeg at tage til Hedensted og spille. Det var dog ikke lige, hvad jeg havde regnet med, og så rykkede jeg tilbage til Vejle og der har jeg så spillet oldboys og er nu veteran. På den måde har jeg stadig kontakt til klubben, for det er svært at slippe det helt.

- Når alle dukker op, har vi faktisk et udmærket hold med folk som John Sivebæk, Gehrt Eg, Bo Harder, Claus Eskildsen, Johnny Mølby og Henrik Risom, og det sker da også, at jeg får scoret på et langskud i ny og næ, slutter Finn Christensen.

Følg med hver søndag på bold.dk, hvor vi fremover vil levere en lidt skæv historie, der adskiller sig fra den normale nyhedsstrøm.

Se Premier League, Superliga og Europa Leauge Kom i gang nu på Eurosport Player 
Advertisement Advertisement

Af Søren Houlind

8 kommentarer

Gl. Vardevej 09:29          
God idé med sådanne klubhistorier. Sjovt at læse ting man egentlig har glemt,
og ens klubs historie er for den rigtige tilhænger bare så vigtig....
Eddienator 09:42          
Uh ja, herligt med en hentydning til Finn Christensens berygtede langskud. Han scorede engang et fremragende mål på langskud, mener det var mod B1903 men er ikke sikker, og siden forsøgte og forsøgte han, men det var sikkert hver gang, at den røg langt over :-).

Men dejligt gensyn med Ferrari. Han er sgu den største i VB i nyere tid. Større end Simonsen, der trods alt spillede en god del af sin karriere i udlandet.
kena 09:45          
Det burde overhovedet ikke interessere mig, men det er alligevel altid sjovt at læse de her historier. Der er godt nok mange forskellige måder at være dansk fodboldspiller på, specielt før det blev så professionelt som det er idag. Godt gået bold.dk :-)
vejle.dk 09:52          
Selvfølgelig glemmer vi da aldrig Ferrari Finn!
1997 var et jo et fantastisk år, og selvom der måske ikke findes en "ny" Gravesen blandt nutidens unge talenter, håber jeg aligevel at de kan sikre klubben en ny opblomstring.
VBK - Leeds 11:12          
Super med den type historier, tak bold.dk

Så kan han lære det, ikke at skifte væk fra Vejle, men alligevel lidt synd for ham.

Husker i 78 hvor professionel fodbold blev indført, så tegnede Kolding kontrakter med en del Vejle spillere bl.a Jørgen Marcussen og Iver Skriver og selvom Vejle mistede mange spillere, blev de alligevel Danmarksmestre. Må være lidt bittert.
Mastade 13:06          
Rigtig fin artikel Bold.dk
Onkel Anders 15:03          
Ingen på siden af, og ingen over Finn C.
Torsdag 25. april