

’Lålå’ vil fordoble måltotal

Hvidovre hentede i sommer Helsingør-topscorer Jonathan ’Lålå’ Nielsen, og angriberen har fortsat målstimen efter skiftet til 1. divisionsklubben. Otte scoringer er det blevet til i indeværende sæson, og derfor har angriberen store ambitioner for resten af året. Først og fremmest vil ’Lålå’ bombe videre.
- Jeg ville have været glad for 10 mål, inden sæsonen startede, men nu er det gået rigtig fint, så jeg forventer minimum det samme i næste halvsæson, siger Nielsen til bold.dk.
Angriberen skiftede i sommer fra 2. divisionsklubben Helsingør til Hvidovre, der før sæsonen rykkede op i 1. division. Jonathan Nielsen har dog hurtigt omstillet sig. Det har træner Per Nielsens spillestil blandt andet været medvirkende til.
- Jeg synes, det er gået rigtig fint. Det er, som jeg har været vant til i de andre klubber, jeg har været i, hvor man gerne vil spille fodbold. Det er meget ligesom det, jeg kommer fra, så det har jeg været rigtig glad for. Det har været en let omstilling.
- Det har været hårdt, som jeg havde regnet med. Det er er stort spring fysisk, men jeg synes, jeg har kunnet følge med og leveret det, jeg skulle.
Jonathan ’Lålå’ Nielsen har store ambitioner for resten af karrieren. Dog ikke for enhver pris.
- Jeg vil gerne spille fuldtidsfodbold og spille Superliga på et tidspunkt. Det skal selvfølgelig ikke være for enhver pris. Hvis det skal ske, skal det være en klub, der har en god plan for mig, og hvor jeg skal konkurrere direkte om en startplads. For jeg har det for godt i Hvidovre til bare at smutte, siger Nielsen.
’Lålå’ overvintrer sammen med Hvidovre på en 10.-plads i 1.division.
bold@bold.dk

Torsdag 21. februar
>

Sponseret indhold
Onsdag 20. februar
4 kommentarer